Det har fløjet med de rige og berømte i næsten 60 år, men nu er det snart slut. Produktionen af det berømte fly Learjet stopper senere på året.

Der er bygget flere end 3.000 fly, men i de senere år er produktionen faldet til bare ét fly om måneden.

Den canadiske flyproducent Bombardier har offentliggjort den triste besked. De vil i stedet fokusere på de mere profitable flymodeller. Det skriver Sky News.

Det betyder helt konkret tabet af 1.600 arbejdspladser i Canada og USA. Det kommer på et tidspunkt, hvor både flyindustrien og dem, der bygger nye fly, kæmper for overlevelse på grund af coronaviruspandemien, der har ramt det meste af verden.

En Learjet er ved at lande i lufthavnen Congonhas i São Paulo, Brasilien.
En Learjet er ved at lande i lufthavnen Congonhas i São Paulo, Brasilien. PAULO WHITAKER

Bombardier vil fortsat yde teknisk assistance til den eksisterende flåde af Learjet-fly, men firmaet vil fremover koncentrere sig om de mere lukrative fly, Challenger og Global.

Nyheden kommer, samtidig med at firmaet kan berette om et tab på lidt over en milliard kroner i det sidste kvartal af 2020. Et år før var resultatet for den tilsvarende periode i 2019 et plus i regnskabet på 1.033 milliarder kroner.

Bombardier håber, at skrotningen af Learjet-flyet kan give en besparelse på 2,5 milliarder kroner i 2023.

»Vi forventer, at det vil vare adskillige år, før vi er tilbage i normale tilstande efter coronaviruspandemien,« siger chefen for Bombardier, Eric Martel.

Besøgende ser på et Learjet 60-fly ved en udstilling i Singapore i 2006.
Besøgende ser på et Learjet 60-fly ved en udstilling i Singapore i 2006. ROSLAN RAHMAN

Det er altså en trist afslutning for det slanke Learjet-fly, der virkede som et privat luksusfly for de rige og berømte, da det først fløj i 1963.

Det kunne man også se i underholdningsindustrien, hvor Learjet-flyet blandt andet optrådte i James Bondfilmen 'Licence to Kill' fra 1989. Det optrådte også i Carly Simons hit fra 1971 'You're So Vain'.