Der er sædvanligvis ganske højt til loftet i det engelske højrefløjsparti Reform UK, når det kommer til ytringsfrihed.
Men boligordføreren Simon Dudley er nu blevet fyret efter at have ramt det.
Det skriver Sky News.
Partiets formand, Nigel Farage, bekræfter på et pressmøde fyringen.
»Han er ikke ordfører for partiet. Det er blevet ordnet,« siger han.
Dudley talte i et interview onsdag om katastrofebranden i højhuset Grenfell, der i 2017 kostede 72 mennesker livet.
Han sagde blandt andet:
»Desværre dør alle jo i sidste ende. Det handler bare om, hvordan man dør, ikke?«
Og den udtalelse faldt ikke i god jord hos de efterladte. Eller hos Farage.
»Han blev udnævnt som boligordfører på baggrund af hans store erfaring med udvikling af nye byer, men kommentarerne var dybt upassende. De var ærligt talt ret chokerende for mange mennesker,« siger han.
