»De aner ikke, hvad de demonstrerer imod«.

Sådan lyder det fra en far til en 19-årig kvinde – der bliver holdt som gidsel i Gaza – om de mange demonstrationer imod Israel verden over. 

I et interview med B.T. fortæller Ran Gilboa, hvis datter Daniella har siddet som gidsel i Gaza i 277 dage, at medierne har været med til at skabe et vrangbillede af krigen mellem Israel og Hamas, og at mange af dem, der går på gaden for at demonstrere imod Israel, ikke aner hvad han, og de mange andre familier til gidsler, dagligt gennemgår. 

»De aner ikke, hvordan situationen i Israel er. Jeg ser det også her i London. De aner ikke, hvad de demonstrerer imod. Vi har ikke haft noget liv i de sidste ni måneder,« fortæller Ran Gilboa, der lige nu befinder sig i London. 

Daniella Gilboa var blandt fem unge kvinder, der var stationeret ved en udkigspost tæt på grænsen til Gaza. Men basen blev stormet af Hamas og andre terrorgrupper tidligt om morgenen 7. oktober. Videodokumentation har sidenhen vist, hvordan terroristerne kidnappede de fem blodige og forslåede kvinder. 

»Hun er stærk og støtter altid andre, og derfor tror jeg på, at hun styrker sine venner, som også er gidsler i Gaza. Hun kan klare sig alle steder,« siger Ran Gilboa, da B.T. spørger, hvordan han tror sin datter håndterer gidselssituationen i Gaza. 

 »Jeg drømmer om hende nogle gange, og indtil videre har det heldigvis kun været gode drømme. Jeg er en troende person, og jeg er sikker på, at hun vil vende tilbage til Israel. Når hun gør, vil jeg fortælle, hvor højt jeg elsker hende. Jeg vil kramme og passe på hende,« siger Ran Gilboa. 

Han langer også ud efter den israelske regering, der ifølge ham ikke er villige til at slutte krigen og få gidslerne hjem. 

»Det er svært for mig at tro på, at forhandlingerne i Cairo og Doha vil ændre noget. Jeg tror, ​​der er stor forskel på, hvad regeringen er klar til at gøre, og hvad Hamas vil. Derfor tror jeg, det vil tage tid. Vi har et problem med regeringen. Hamas ønsker at afslutte krigen, men det ser ud til, at vores regering ikke vil,« siger han.

For Ran Gilboa er der kun èn løsning på det mareridt, han og mange andre gennemgår: 

»Jeg kan ikke se nogen mening i at fortsætte krigen. Jeg er overbevist om, at gidslerne vil vende tilbage i det øjeblik, krigen er slut i Gaza.«

Han er dog, modsat mange andre pårørende til gidsler, ikke tilhænger af, at der skal udskrives nyt valg i Israel, så længe krigen raser. 

»Jeg mener ikke, vi har brug for valg nu. Israel er et demokratisk land, som er styret af love.«

Ran Gilboa har ikke meget tilovers for regeringen og dens ministre, som hans kone har haft mange »hårde« samtaler med de sidste ni måneder. 

Men militæret, siger han, er »meget hjælpsomme. Vi taler med dem næsten hver dag.«