En nabostridighed i Florida, USA, endte mandag fatalt, da en 11-årig pige og hendes far blev skudt og dræbt af naboen.

Stridigheden mellem de to parter begyndte tilbage i marts, da den mistænkte gerningsmands hund angreb en ældre kvinde på gaden.

Mandag var manden ved navn Ronald Delserro så i retten, hvor hunden - en bullmastiff - blev erklæret farlig, hvilket ifølge politiet senere på dagen fik 82-årige Ronald Delserro til at gå ind til naboerne og skyde dem. Det skriver People.

»De havde alle været i retten, og da de kom hjem, gik den mistænkte ind og hentede et våben og gik hen til ofrenes hus,« sagde politiet på et pressemøde tidligere på ugen.

Ifølge det amerikanske medie var det den 11-årige pige, der ringede til politiet mandag eftermiddag.

»Der er nogle i vores hus. Jeg tror, mine forældre er døde. Jeg tror, min familie er død,« lød det fra den paniske lille pige ved navn Harper i optagelsen af opkaldet.

Da politiet ankom, blev der udvekslet skud mellem betjentene og Delserro, der stadig befandt sig i naboens hus.

Da politiet efterfølgende stormede huset, fandt de Delserro død af skud. Det er uvist, om han døde af skududvekslingen med politiet, eller om han skød sig selv.

Inden sin død nåede han at skyde både 11-årige Harper og hendes 55-årige far, Guy Alexander Hansman.

Faderen var død ved politiets ankomst, mens datteren blev hastet til hospitalet med et skudsår. Hun døde senere af sine skader.

»Jeg mener, at der her er tale om en forsætlig voldshandling mod naboerne. Det er tragisk. Man kan ikke rationalisere den form for irrational opførsel,« siger politichef Richard DelToro om den mistænkte gerningsmand.

Det lykkedes fire personer at flygte fra huset, da Ronald Delserro brød ind. En enkelt betjent blev såret under episoden, men er siden blevet udskrevet for hospitalet.