Far død i forfærdelig drukneulykke: Forsøgte at redde sin søn
En svensk far er onsdag omkommet i det sydlige Stockholm.

En svensk far er onsdag omkommet i det sydlige Stockholm.

Onsdag omkom en svensk familiefar ved Hökarängsbadet i det sydlige Stockholm.
Farens to drenge legede ved badestranden, da den ene faldt i.
Den 40-årige far forsøgte at redde sin søn fra vandet, men omkom selv.
Det skriver Aftonbladet, der har talt med enhedsleder Peter Karlsson fra Farsta brandstation, som deltog i redningsaktionen onsdag.
»Hans to sønner legede langs en gangbro, der løber langs vandet. Så faldt et barn i. Faren hoppede i for at få barnet op, men endte selv i nød,« fortæller Peter Karlsson til Aftonbladet.
Det var en kvinde, der slog alarm – og ringede efter hjælp. Politi og redningsfolk ankom til ulykken klokken 15.30.
Herefter blev manden fløjet til hospitalet med helikopter, men blev senere erklæret død af politiet.
Drengen slap uden alvorlige skader, oplyser det svenske medie.
Torsdag er brandvæsenet tilbage ved ulykkesstedet for at undersøge gangbroen.