Da Zulfirman Syah hørte skuddene, var der kun én ting, der faldt ham ind.
Hans søn Averroes. Averroes sikkerhed.
Alt andet virkede ligegyldigt, da lyden af skarpladte skud ringede ud i Linwood-moskéen i Christchurch, New Zealand, da en terrorist under fredagsbønnen pludselig åbnede ild.
Men Zulfirman Syah havde kun få sekunder til at reagere i.
Til at tænke over, hvordan han kunne redde sin toårige og forsvarsløse søn Averroes.
Fulgte sit instinkt
Efter de første skudsalver lød, og terroristen sekunder efter trængte ind i den del af moskéen, hvor Zulfirman Syah og Averroes deltog i bønnen, kastede faren instinktivt sin krop ned over sønnens.
Kuglerne fra terroristens gevær fandt hurtigt vej mod de to sammenkrøbne legemer på gulvet og borede sig med fuld kraft og smerte ind huden på Zulfirman Syah.
Han blev ramt. Adskillige gange.

Men Zulfirman Syah var stærk. Han bukkede ikke under. Han holdt stand og flyttede aldrig sit menneskelige skjold, der heroisk tildækkede sønnens lille krop.
Hvor lang tid geværmanden skød vides ikke, men som B.T. kunne fortælle i går, formåede en anden deltager til fredagsbønnen at jage terroristen ud af moskéen og forhindre ham i at dræbe flere end de syv personer, han allerede havde dræbt i Linwood-moskéens indgangsparti.
Fragtet til hospitalet
Uhyggelige billeder taget inde fra moskéen umiddelbart efter, at terroristen har skudt, viser, hvordan toårige Averroes kravler oven på Zulfirman Syah, der ligger hårdt såret med ryggen mod jorden.
Zulfirman Syah reddede højst sandsynligt sønnens liv, men han formåede ikke at skærme ham fuldstændig fra terroristens kugler, der ramte den lille dreng i benet og i ryggen.
Både far og søn måtte derfor fragtes til hospitalet, hvor de blev behandlet for deres skader.
Værst så det ud for Zulfirman Syah, der måtte undergå operation og have drænet lungerne for væske.
Begge overlevede dog og indgpår altså 'kun' i statistikken over tilskadekomne efter fredagens angreb, som i alt tæller 20 alvorligt tilskadekomne.
I den anden og mere alvorlige statistik fylder navnene på 50 personer, der mistede livet som følge af terroristens koldblodige handlinger.
På Facebook skrev Zulfirman Syahs kone, Alta, i lørdags, at Zulfirman Syah nu er i bedring:
»Han kommer sig i fint tempo og har været glad,« sagde hun ifølge Daily Mirror til The Sunday Times.

Inspireret af Anders Breivik
En 28-årig mand ved navn Brenton Tarrant er mistænkt for at udføre angrebene, der betragtes som det drabeligste masseskyderi i New Zealands nyere histoie.
Brenton Tarrant blev lørdag stillet for en dommer og fængslet. Han var ikke på nogen terroristliste, og han har umiddelbart ingen registreret kriminalitet bag sig.
Brenton Tarrant havde inden angrebet udgivet et 74 sider langt manifest, som var inspireret af andre højreekstremister.
Heriblandt den norske massemorder Anders Behring Breivik, som i 2011 slog 77 mennesker ihjel i Norge.