Han har flere gange overdrevet de russiske bedrifter på slagmarken.

Nu er den russiske forsvarschef, Valery Gerasimov, endnu en gang blevet taget i en løgn, skriver Dagbladet.

Det er den amerikanske militære tænketank Institute for the Study of War (ISW), der har taget forsvarschefen i at tale usandt om de russiske fremrykninger i Ukraine. 

Gerasimov hævder nu, at Rusland indtil videre har overtaget 1.700 kvadratkilometer og 80 byer og landsbyer i den seneste offensiv i Ukraine.

ISW mener imidlertid kun, der er tale om 381,5 kvadratkilometer og 13 bosættelser i år indtil nu. 

Instituttet gennemgår dagligt de mange åbne kilder, der er tilgængelige for at dokumentere status på slagmarken. 

Alene i marts og april har russerne – ifølge Gerasimov – overtaget omkring 700 kvadratkilometer og 34 byer. 

Et område, der nogenlunde svarer til Lolland-Falsters samlede areal. 

De tilsvarende beregninger hos ISW lyder på 59,8 kvadratkilometer og to byer. 

»Gerasimov forsøger sandsynligvis at skjule Ruslands skuffende mangel på fremskridt i forårs-sommeroffensiven,« skriver tænketanken i en analyse offentliggjort tirsdag aften.

»Formålet er at overbevise Vesten om, at frontlinjerne i Ukraine er ved at kollapse, så Ukraine bør kapitulere for Ruslands krav af frygt for intensiverede russiske offensive operationer i fremtiden,« lyder det fra ISW.

I virkeligheden er Ukraines frontlinjer stabile, mener tænketanken, og den gør opmærksom på, at ukrainerne har befriet mere territorium, end russerne har været i stand til at erobre på tværs af hele fronten i 2026. 

Dagbladet har talt med ruslandseksperten Arne Bård Dalhaug, som peger på, at der er en lang tradition i Rusland for løgne og overdrivelser.

»Hvis vi ser tilbage i russisk historie, har det altid været sådan, at embedsværket har løjet og overdrevet, uanset samfundsområde, op gennem hele systemet,« siger Dalhaug.

Eksperten peger også på, at det heller ikke er sikkert, at forsvarschefen taler sandt over for Putin.

»Vi kan være helt sikre på, at Putin ikke kun får de rigtige oplysninger. Samtidig er Putin selv en kynisk, gammel KGB-officer, og han tror sandsynligvis ikke, at alle de oplysninger, han får, er korrekte,« siger Dalhaug.