Efter sin 14-årige søns tragiske selvmord i 2024, opdagede Megan Garcia fra delstaten Florida en 'skjult' mappe på sønnens telefon.
I mappen fandt moren flere beskeder mellem sønnen og en kvindelig chatbot, som virksomheden Character.ai stod bag med kunstig intelligens.
Megan Garcia, som i oktober sagsøgte virksomheden, kommer nu med en advarsel til forældre, skriver BBC.
I advarslen betoner hun, at tech-virksomhedernes AI-genererede chatbots kan være med til at drive børn og unge til selvskade.
»Det er som at have et rovdyr eller en fremmed i sit hjem,« siger hun til det britiske medie.
Chatbotten, som sønnen havde talt med i månederne op til sin død, havde karakter af den fiktive dragedronning Daenerys Targaryen, fra serien Game of Thrones.
Drengen, Sewell Setzer III, benyttede i perioden chatbotten i højere grad og trak sig i stigende grad fra sine relationer i den fysiske verden.
Til BBC fortæller Megan Garcia, at beskederne mellem chatbotten og sønnen var 'romantiske og eksplicitte' og efter hendes opfattelse medvirkende til sønnens selvmord.
Hun hævder, at chatbotten opmuntrede sønnen til selvmordstanker – blandt andet ved at skrive, at han skulle »komme hjem« til den fiktive karakter.
I søgsmålet mod Character.ai, som er det første af sin slags, er flere af beskederne mellem virksomhedens chatbot og den 14-årige, der i korrespondancen kaldes »Daenero«, blevet fremlagt som dokumentation.
Flere sager er efterfølgende blevet rejst i sager mod Character.ai chatbot efter Garcias stævning.
