De japanske sundhedsmyndigheder har fundet 164 afmagrede hunde i et lille hus i et af de værste tilfælde af dyremishandling, landet har oplevet, fortæller dyrerettighedsforkæmpere onsdag.

Hundene, som blev fundet i et hus på kun 30 kvadratmeter i byen Izumo i det vestlige Japan, var inficeret med parasitter. Det skriver channelnewsasia.

Fundet blev gjort i oktober, efter at naboer havde klaget over lugten, oplyser Kunihisa Sagami, som er leder af dyrevelfærdsgruppen Dobutsukikin.

De parasitbefængte dyr levede i flere etager – på hylder, under borde og stole.

Hundene var afmagrede og befængt med parasitter.
Hundene var afmagrede og befængt med parasitter. Doubutukikin / Handout

»Hele gulvet var fyldt med hunde. Alt, hvad man kunne se af gulvet, var fyldt med hundenes ekskrementer,« oplyste Sagami.

Det havde tilsyneladende taget sin tid for myndighederne at reagere, for de besøgte huset allerede for syv år siden.

Det skete, efter at de havde fået klager fra naboerne over den grimme lugt. Men ejeren af huset nægtede dengang at lade myndighederne komme ind for at undersøge forholdene nærmere.

De tre mennesker, der bor i huset, fortæller, at de ikke kunne skaffe penge nok til at kastrere hundene. Så der blev bare flere og flere af dem.

De 164 hunde blev fundet i et hus på bare 30 kvadratmeter i Izumo i det vestlige Japan.
De 164 hunde blev fundet i et hus på bare 30 kvadratmeter i Izumo i det vestlige Japan. Doubutukikin / Handout

Ifølge Sagami har familien sagt ja til at aflevere hundene.

Nu er det op til dyrevelfærdsgruppen Dobutsukikin at finde folk, som vil overtage og opdrætte hundene og give dem medicinsk behandling. Der var som nævnt 164 hunde i huset.