Familierne til syv yngre piger og to teenagepiger, som alle mistede livet i en oversvømmelse af sommerlejren Camp Mystic i den amerikanske delstat Texas, sagsøger Camp Mystic og dens ejere.

Det fremgår af retsdokumenter, skriver det amerikanske medie CNN.

I juli blev den centrale del af Texas ramt af pludselige oversvømmelser.

Amtet Kerr County, som Camp Mystic ligger i, blev hårdest ramt.

27 personer med tilknytning til den kristne pigelejr mistede livet. De fleste af dem var børn, men der var også lejrledere blandt de omkomne.

Ulykken var blandt andet omdiskuteret, fordi de yngste af pigerne i lejren boede i hytter ved floden.

Der er mandag blevet anlagt i alt tre søgsmål.

Det ene kommer fra familierne til fem piger, der var deltagere i sommerlejren, og familierne til to teenagepiger, der fungerede som ungdomsledere.

Det andet er blevet anlagt af familien til en otteårig pige, der døde som deltager i sommerlejren, mens familien til en niårig deltager står bag det tredje søgsmål.

Hver retssag kræver over en million dollar - 6,5 millioner kroner - i erstatning.

Ifølge CNN er det første gang efter sommerens oversvømmelser, at familier til ofrene lægger sag an.

De sagsøgte er blandt andet Camp Mystic og medlemmer af den familie, der ejer den 99 år gamle sommerlejr.

I det første søgsmål beskyldes sommerlejren blandt andet for ikke at have haft tilstrækkelige sikkerhedsplaner for lejrens deltagere. Den beskyldes også for at prioritere penge over sikkerhed.

- I dag burde lejrdeltagerne Margaret, Lila, Molly, Lainey og Blakely gå i tredje klasse, og ungdomslederne Chloe og Katherine burde være førsteårselever på University of Texas. De er alle væk, står der i søgsmålet.

I et af de andre søgsmål hævdes det blandt andet, at de sagsøgte havde nok tid til at evakuere alle lejrens deltagere og dermed kunne have forhindret, at nogen kom til skade eller døde.

Jeff Ray, som er juridisk rådgiver for Camp Mystic, siger ifølge CNN, at lejren er uenig i beskyldningerne.

Han understreger desuden, at Dick Eastland, som sammen med sin hustru var ejer af lejren, også døde i oversvømmelserne - angiveligt mens han forsøgte at redde nogle af deltagerne.

/ritzau/