Familien til en amerikansk mand, der blev kørt ihjel under en bulldozer, som politiet brugte til at jage ham med, har fået næsten tre millioner kroner i kompensation.
Den 51-årige Gregory Longenecker var på flugt fra politiet, da de fandt ud af, at han dyrkede 10 marihuanaplanter ved sit hjem i Pennsylvanien. Det skriver Sky News.
Jagten fandt sted på et offentligt stykke land, og både Pennsylvaniens statslige politi og dens spilkommission var involveret i jagten i 2018.
I en retssag, ført af hans familie, sagde de, at myndighederne 'tog helt vilde og dødelige metoder i brug' mod en mand, som var uden våben, ikke var nogen trussel, før de ødelagde og tilbageholdt bevismateriale.
De fandt liget af Gregory Longenecker under bulldozerens larvefødder. Han var flygtet ind i nogle buske, inden han døde.
Familiens advokat, Jordan Strokovsky, sagde, at han var tilfreds med kompensationen, men 'han ønskede reformer, så en sådan tragedie ikke kan ske i fremtiden'.
En advokat har set på dødsfaldet, men han konkluderer, at politiet agerede normalt under jagten på Longenecker.
Politiet mente, at Longenecker var høj på metamfetamin, da han kravlede under bulldozeren. Den påstand afvises som 'latterlig' af familien.
Aftalen om kompensation indebærer ikke, at nogen statslig myndighed skal indrømme nogen skyld.
Både politimanden og manden fra spilkommissionen, som kørte bulldozeren, har begge deres job i dag.
