En 14-årig dreng fra den amerikanske delstat Alabama har tilstået at have dræbt hele sin familie.

Blot få timer før tilståelsen stod teenagedrengen ellers panisk i indkørslen til familiens hjem i byen Elkmont og fortalte politiet, at han havde hørt lyden af skud indefra huset.

Politiet var hastet til stedet omkring klokken 23 lokal tid mandag aften, efter drengen selv havde ringet efter dem.

Da politiet løb ind i huset, fandt de drengens tre stedsøskende samt hans far og stedmoder skudt. Det skriver CNN.

Tre af dem var døde på stedet, mens to af dem - en forælder og et barn - blev fløjet til hospitalet med kritiske skader. De døde dog efterfølgende begge på hospitalet.

Den 14-åriges stedsøskende var i alderen fra seks måneder til seks år, mens hans far og stedmoder var henholdsvis 38 og 35 år.

Teenageren afviste i første omgang at stå bag familiemassakren med påstanden om, at han befandt sig i kælderen, da han hørte skud.

Da politiet borede i hans forklaring, fandt de dog frem til uoverenstemmelser, hvilket medførte, at teenageren omkring klokken 03.00 lokal tid tilstod alle fem drab, fortæller en talsperson fra Limestone Countys Sheriff's Office i Alabama.

Politiet har efterfølgende fundet drabsvåbnet - en 9 mm pistol - i en gade tæt gerningsstedet.

Ifølge CNN har talspersonen - uden at uddybe nærmere - udtalt, at våbnet er ulovligt.

Den 14-åriges motiv er endnu uvist.

Han er endnu ikke blevet sigtet for mordene, men bliver tilbageholdt i et ungdomsfængsel.