Næsten to år.

Så længe var det, siden Wisconsin-beboeren Dwight havde mistet sin hundehvalp, Payday.

Men 21. juli vågnede han til morgenudsendelsen på FOX 6 News Milwaukee – et rent tilfælde, da han normalt plejer at slukke tv'et om aftenen.

Her hørte han et af de faste segmenter, hvor et lokalt dyreværn fortæller om muligheden for at adoptere et kæledyr.

Hunden, der blev beskrevet denne dag, lød mistænkeligt bekendt i Dwights ører, og da han så den lille, brune hund med underbiddet, var han ikke i tvivl.

Han greb straks telefonen, ringede til tv-stationen og fortalte, at det altså var hans hund, der lige havde været i tv.

Tv-stationen tøvede ikke og satte straks Dwight i kontakt med dyreværnet Wisconsin Humane Society, hvor Dwights mor allerede samme aften kunne hente hunden.

Som det kan ses på videoen, var gensynsglæden stor.

Wisconsin Humane Society har beskrevet hele forløbet i et opslag på deres Facebook-side.

»Vi er mere end ekstatiske over, at denne fantastiske familie endelig er samlet igen,« skriver de blandt andet og kalder skæbnen, at Dwight lige netop denne morgen havde glemt at slukke tv'et.

De er næppe de eneste, der er glade. Faktisk må én særlig person i familien have det ekstra store smil på.

Dwight købte nemlig i sin tid Payday for at holde sin datter – der i dag er 12 år gammel – med selskab, og hun har stadig her knap to år efter været påvirket af at miste sin bedste ven.

Men nu er Payday altså atter hjemme, hvor han hører til.

Historien melder intet om, hvordan hunden i første omgang forsvandt fra familien.