Yossi Adler, hans kone og deres datter på halvandet år blev onsdag aften smidt af et fly, lige inden det lettede mod Detroit.

De blev bedt om at stige af flyet, og da døren smækkede bag dem, var det med åben mund og polypper. For de havde fået at vide, at hverken passagerer eller kabinepersonale kunne klare deres kropslugt.

Og det forstod 36-årige Yossi Adler fra Southfeld, Michigan, altså intet af.

'Undskyld mig? Jeg har brug for at komme hjem. Der er ingen kropslugt fra mig,' havde han svaret personalet, da de fortalte ham, at folk havde klaget over familiens kropslugt.

Familien fik en ny afgang om torsdagen af flyselskabet American Airlines, der smed dem ud. De fik en overnatning på et hotel i nærheden med måltider inkluderet, skriver NBC News.

Og selvom det kan virke som en voldsom beslutning fra selskabets side at smække døren bag den lille familie, så holder American Airlines fast i, at det var det rigtige at gøre.

Men for Yossi Adler var det altså en helt grotesk beslutning, og han valgte derfor at tage sin telefon frem og filme den diskussion, han havde med perosnalet ude foran.

»Der er en religiøs grund til, de bare vælger at smide mig af flyet. Vi har ikke nogen kropslugt, okay? Det er der ingen her, der har,« kan man ifølge NBC News høre ham sige i videoen.

Ligesom man efterfølgende kan høre en fra lufthavnspersonalet spørge ham, om han lige har givet en religion skylden for, at han ikke går i bad. Og Yossi Adler svarer, at nej, det gjorde han ikke. Og så fastslår han, at han går i bad hver dag, ligesom hans kone gør.