Falske rygter svirrer: Myndigheder frygter nyt stormløb mod Ceuta lørdag
Rygter om »åbne grænser« florerer på sociale medier. Nu er de marokkanske myndigheder på vagt over for et nyt stormløb lørdag.

Rygter om »åbne grænser« florerer på sociale medier. Nu er de marokkanske myndigheder på vagt over for et nyt stormløb lørdag.

Det er kun to uger siden, at over 50.000 migranter væltede ind i den spanske eksklave Ceuta.
Nu frygter de marokkanske myndigheder, der deler grænse med Ceuta, et nyt stormløb allerede lørdag.
Det skyldes en ny bølge af opslag og beskeder på sociale medier, hvor der ifølge myndighederne opfordres til at forsøge at krydse grænsen til ikke bare Ceuta – men også den spanske eksklave Melilla – den 15. august.
Det danske faktatjekmedie TjekDet har gennemgået de sociale medier og fundet flere af de opslag, der har fået de marokkanske myndigheder til at slå alarm.
Ifølge mediet er der tale om en række arabisksprogede opslag i marokkanske Facebook-grupper og på Instagram-profiler, hvor datoen 15. august bliver nævnt.
Her spørger flere brugere angiveligt, hvad der sker den 15. august. Klikker man på de links, der florerer på profilerne, beskrives det på arabisk, hvordan man angiveligt nemt kan få visum til en række europæiske lande.
I nogle tilfælde indeholder opslagene falske oplysninger om, at der vil være fri passage ved grænseovergangene fra klokken 10 til 23 denne lørdag.
Ifølge TjekDets research har flere af hjemmesiderne de samme ophavsmænd.
Det er tilsyneladende marokkanere, der ifølge mediet på »den ene eller anden måde lukrerer på at vildlede desperate landsmænd« om deres muligheder for at få visum til Europa.
Rygterne om åbne grænser den 15. august begyndte allerede at florere på de sociale medier i dagene efter den seneste migrantstrøm fra Marokko.