Russisksprogede chatrum i Estland er pludselig eksploderet med rygter om, at byen Narva og den omkringliggende region er i gang med at løsrive sig fra resten af landet.

Det skriver Politico.

Det får byens borgmester til at komme med et kraftigt opråb, skriver mediet.

»Det er en totalt falsk historie, fuldstændig nonsens. Jeg er nødt til at skælde ud på alle, der gør et stort nummer ud af det her,« siger borgmester Katri Raik.

98 procent af Narvas 50.000 indbyggere er russisktalende, og mere end en tredjedel har russiske pas.

Regionen har været en del af Estland siden landets løsrivelse fra Sovjetunionen i 1990.

Bekymringen for, at Narva skulle være næste punkt på Ruslands dagsorden har ifølge Politico floreret siden begyndelsen på Ruslands intervention på Krim-halvøen i 2014.

Borgmesteren fortæller til mediet, hvordan hun siden annekteringen af Krim har skullet forsikre journalister om, at 'der ikke er nogen små grønne mænd her'.