»Blot et gratis råd til Nvidias chef fra en, der har haft en del lokkeduer indover.«

Sådan skriver journalist Kristian Mouritzen, der er international analytiker på Berlingske, på Facebook.

Nvidias nu tidligere chef, Jensen Huang, er nemlig i vælten for tiden, da det er blevet afsløret, at den nu tidligere direktør for teknologiselskabet har haft en affære med en erhvervsleder, der bliver undersøgt for at være kinesisk spion.

Og derfor har Kristian Mouritzen delt et 'gratis' råd til Jensen Huang, der netop har trukket sig som direktør for Nvidia.

»Det første, man lærer som international journalist: Hvis en overdådig smuk kvinde i udlandet pludselig på en bar synes, at du er mere spændende end Brad Pitt, og det ikke er tilfældet i Danmark, når du forsøger score, så er det nok fordi, det er for godt til at være sandt. Ps. Jeg gennemskuede dem selvfølgelig,'« skriver Kristian Mouritzen på Facebook.

Til B.T. fortæller journalisten, at oplevelserne med 'en del lokkeduer' er sket »én gang - måske to gange.«

Kristian Mouritzen er international analytiker på Berlingske. Foto: Søren Bidstrup

Oplevelserne med de såkaldte lokkeduer, der også kaldes 'honey traps', foregik dengang Kristian Mouritzen var korrespondent for Ritzau i Tyskland - det var han fra 1989 til 1993.

»Det fungerer på den måde, at der lige pludselig sætter sig en smuk dame ved siden af dig, der synes, at du er vel nok dejlig og så videre. Så ved man godt, at det er den østtyske spiontjeneste, der opererer på det,« fortæller han.

Ifølge den tidligere Ritzau-journalist skal man altid gå ud fra, at det er en kvinde fra en spiontjeneste.

»Hvis ikke den samme smukke dame sætter sig ved siden af dig på bodegaen i København, så skal du nok lige regne med, at det er en fra spiontjenesten,« fortæller han.

Nvidias nu tidligere direktør, Jensen Huang, med den amerikanske præsident, Donald Trump. Foto: Evan Vucci/Reuters/Ritzau Scanpix

Alice Huang, som er den kvinde, Jensen Huang havde en affære med, er tidligere direktør i virksomheden Megaspeed, der har købt chips fra Nvidia for flere milliarder kroner.

Det er hende, de amerikanske efterretningstjenester mistænker for at arbejde for den kinesiske efterretningstjeneste og indsamle oplysninger. 

Nvidia er førende inden for udviklingen af de avancerede AI-chips, så teknologien er strategisk vigtig for USA i konkurrencen med Kina. Derfor kan det koste dyrt i Washington i mange år frem, hvis disse chips er endt i Kina.

Kristian Mouritzen fortæller, at det var helt normalt at blive udsat for den form for spionage, dengang han var korrespondent i Tyskland. Han fortæller videre, at  journalister har skrevet tykke bøger om det.

»Når man sad som journalist i det gamle DDR, hvor du vidste, at værelserne var videoovervågede, og værelserne blev aflyttet, så vidste du, at hvis der kom en eller anden dame, så var hun enten spion eller luder,« fortæller han og fortsætter: 

»Derfor tog du afstand fra det øjeblik.«