Færge med 116 passagerer om bord er kæntret ud for Guyanas kyst
Natten til søndag fik myndighederne et nødopkald fra færge med 116 passagerer. Otte er indtil videre reddet.
Natten til søndag fik myndighederne et nødopkald fra færge med 116 passagerer. Otte er indtil videre reddet.
En færge med 116 passagerer om bord kæntrede natten til søndag ud for det sydamerikanske land Guyanas kyst.
Det oplyser minister for offentlige arbejder Juan Edghill i en video på Facebook, skriver nyhedsbureauet AFP.
Færgen havde kurs mod havnen i Kaituna, da myndighederne i løbet af natten modtog et nødopkald.
Edghill tilføjer ifølge AFP, at otte personer er blevet reddet i live, efter at redningsindsatsen blev iværksat.
Der er ikke meldinger om de resterende passagerers tilstand. Det er også uklart, hvordan redningsindsatsen forløber.
BBC citerer Juan Edghill for, at både statslige og private fartøjer deltager i en omfattende eftersøgnings- og redningsaktion.
Ifølge skibsdatabasen VesselFinder er færgen, der har navnet "Barima", 40 meter lang og bygget i 1939.
Færgen er ifølge Juan Edghill udstyret med 250 redningsveste, to faste redningsfartøjer og seks oppustelige redningsfartøjer, skriver BBC.
RITZAU