Hendes eksmand afsoner en livstidsdom for at stå bag stribevis af lejemord.
Nu er hun selv fundet død under mystiske omstændigheder.
52-årige Irina Izmestieva – eller Irina Ford som den russiskfødte kvinde kaldte sig i sit London-eksil – blev i sidste uge fundet død på sin sofa i sit hjem i den fashionable bydel Kensington.
Flere af hendes venner, som selv er flygtet fra styret i Kreml, mener, der er tale om en forbrydelse og vil have efterretningstjenesten til at undersøge sagen.
Det skriver flere britiske medier. Blandt dem The Times, The Independent og Daily Mail.
Indtil videre er det dog ikke bevist, at der er tale om mord.
Izmestieva var mor til to, og levede som eksil-russer et liv i luksus i den britiske hovedstad.
Hun var en del af byens jetset, og har flere gange deltaget i begivenheder, hvor også medlemmer af det britiske kongehus var til stede.
Eksmanden, Igor Izmestieva, har de seneste 13 år siddet bag tremmer i et topsikret fængsel i Rusland. Dømt for at stå bag mere end et dusin lejemord som leder af en bande.
Den tidligere senator og forretningsmand har en dom på livsvarigt fængsel, men der har været forlydender om, at en benådning var på trapperne. Rigmanden skulle i øvrigt også tidligere have haft tætte forbindelser til præsident Vladimir Putin.
Det er ikke første gang, at eksilrussere dør under mystiske omstændigheder i Storbritannien.
Tilbage i 2018 blev den tidligere russiske spion Sergej Skripal forgiftet i den sydengelske by Salisbury.
Samme år blev tidligere Aeroflotdirektør Nikolaj Glusjkov fundet hængt i sit hjem. Sagen blev efterforsket som drab.
Tidligere har der været flere andre eksempler. For eksempel i 2006, hvor systemkritikeren Aleksander Litvinenko døde efter at have drukket forgiftet te. To russiske agenter blev dømt for at stå bag.
Efter Irina Izmestievas død siger flere fremtrædende medlemmer af det russiske miljø i London til britiske medier, at de vil have efterretningstjeneste ind i sagen.
»Jeg håber virkelig, at de britiske special enheder vil undersøge denne sag til bunds, og med tiden, måske, en dag finder vi ud af, hvad der er sket,« siger Evgeny Chichvarkin til Daily Mail.
Hun antyder også, at dødsfaldet kan have forbindelse til en konflikt, som Irina Izmestieva havde været en del af de seneste år.


