Siden den amerikanske komiker Bill Cosby i september startede sin ti år lange fængselsstraf for voldtægt, han han hverken set sin kone eller deres tre nulevende børn.
Det er dog ikke, fordi familien har slået hånden af den verdensberømte komiker, der sidste sommer blev fundet skyldig i at have bedøvet og seksuelt overfaldet den 46-årige basketballtræner Andrea Constand.
Bill Cosby ønsker simpelthen ikke at se familien, mens han sidder bag tremmer.
»Bill Cosby vil have, at familien husker ham som deres far og ægtemand og ikke som indsat nummer NN7687.«

Sådan siger Bill Cosbys gode ven og talsperson Andrew Wyatt til avisen New York Times.
Andrew Wyatt har som den eneste besøgt Bill Cosby i fængslet.
Ifølge CNN får Bill Cosby til gengæld masser af post, blandt andet fra filminstruktøren Spike Lee og musikproduceren Quincy Jones, der som to af de få kendisser endnu ikke har brudt kontakten med den fallerede stjerne, som i 80'erne blev verdensberømt for tv-showet 'The Cosby Show'.
Over 60 kvinder har beskyldt Bill Cosby for diverse former for seksuelle overgreb. Men Andrea Constands anklager fra 2014 var som de eneste endnu ikke forældet ifølge amerikansk lovgivning.

Og selvom Bill Cosby er blevet sortlistet i Hollywood, er den 81-årige komiker, instruktør, trommeslager og forfatter angiveligt meget populær iblandt sine medfanger.
Siden Cosby i januar måned flyttede ud af sin isolationscelle og nu tilbringer sin dagligdag blandt andre indsatte, er hans popularitet steget eksplosivt.
»I de sidste tre måneder har Cosby holdt foredrag i diverse støttegrupper - ofte for over 100 fanger ad gangen. En gruppe, der kalder sig 'Man Up', er specielt interesseret i Bill Cosbys viden og indsigt. Disse fanger skal snart prøveløslades, og mange af dem er nervøse for, hvordan de skal klare sig ude i den 'virkelige verden'. For dem er Bill Cosby stadig 'USA's far',« siger Andrew Wyatt til New York Times.
Ifølge familiens advokater forsøger Bill Cosby stadig at få taget sin dom og straf op til genovervejelse. Han nægter sig skyldig i samtlige anklager, og af samme årsag har den 81-årige komiker ifølge Washington Post også nægtet at modtage rehabiliteringsundervisning for seksualforbrydere. Samtidig har Bill Cosby dog droppet anklager om æreskrænkelse mod syv af sine påståede ofre.

»Bill Cosby bærer ikke nag. Men han ønsker, at retfærdigheden skal ske fyldest. Og i mellemtiden forsøger han blot at få det bedste ud af sit liv. Og i fængslet har han formået at gøre en svær situation til en fantastisk oplevelse,« siger Andrew Wyatt til bladet The New Yorker.
Ifølge Andrew Wyatt taler Bill og Camille Cosby, der været gift siden 1964, jævnligt i telefon. Og da Camille Cosby i marts fyldte 75 år, skrev ægtemanden på sin Instagram-profil:
»Tillykke til en fantastisk mor, hustru og kvinde. Forbliv stærk, for familien.«
I en pressemeddelelse, der blev offentligjort i maj, beskriver Bill Cosby sig selv som en 'politisk fange' på linje med Mahatma Gandhi og Nelson Mandela.
