Udviklingerne fortsætter i den makabre sag om Christa Pike, som onsdag overlevede sin egen dødsstraf i et amerikansk fængsel.

Historien er gået verden rundt, og mens den 50-årige kvinde ligger i respirator, træder den ansvarlige fængselschef nu tilbage, skriver New York Times.

Christa Pike fik onsdag aften en sprøjte med gift, efter USAs højesteret ovenpå flere års juridisk tovtrækkeri gav delstaten Tennessee grønt lys til at henrette hende.

Men seancen gik helt galt. Øjenvidner kunne se Christa Pike være i live, efter hun fik sprøjten. De hørte hende snorke højlydt og klage over smerter, og de så hende sparke sit lagen af, skriver NBC. 

Sagen, som i forvejen var under stor bevågenhed, har vakt internationalt ramaskrig.

Tennessees guvernør har suspenderet alle henrettelser til slutningen af året og krævet en uafhængig undersøgelse af Christa Pikes henrettelsesforsøg. Han kalder sagen »dybt foruroligende.«

Tennessees fængselschef, Frank Strada, er efterfølgende kommet under hård kritik og siger nu, at han træder tilbage af hensyn til delstatens befolkning.

Imens hævder advokater ifølge The Guardian, at Strada har flere 'fejlslagne' henrettelsesforsøg på samvittigheden.

Mediet beskriver flere episoder, hvor Frank Strada i sit tidligere job i delstaten Arizona har været ansvarlig for henrettelser, som gik galt.

Selvom fangerne døde, tog henrettelserne længere, end de skulle, fordi dem, som skulle administrere giften, kæmpede med at finde blodårer at sprøjte den ind i.

Strada bliver udpeget som ansvarlig. Som fængselschef har han lempet kravene til henrettelsestræning, påpeger dødsstraf-advokaten Kit Thomas til The Guardian.

Han siger, at det har haft »katastrofale« konsekvenser.

»Han overværede henrettelser i Arizona, som involverede langtrukne, torturlignende forsøg på at lægge intravenøse katetre, og han bragte lignende praksisser her,« siger han ifølge The Guardian.

Tennessees Guvernør, Bill Lee, sætter pris på, at Frank Strada nu træder tilbage.

»Jeg har accepteret hans beslutning om at træde tilbage og er taknemmelig for hans indsats for at sikre et smidig lederskifte,« siger han ifølge New York Times.

Christa Pike blev for over 30 år siden idømt dødsstraf for at have deltaget i tortur og et brutalt drab på en klassekammerat, da hun selv var teenager.

Hendes sag har vakt stor debat om strafformen, som stadig er tilladt i flere amerikanske delstater.

Advokater har påpeget, at der i hendes retssag for over 30 år siden ikke blev lagt vægt på formildende omstændigheder, som ifølge dem kunne have givet sagen et andet udfald.

De påpeger, at Christa Pikes opvækst var præget af seksuelt misbrug og gentagne voldtægter, og at hun har haft udiagnosticeret psykisk lidelse, som først er blevet opdaget i fængslet.