Trump blev fjernet fra Facebook efter kongresangreb. Thorning-Schmidt skal afgøre, om han skal tages til nåde.

Et særligt tilsynsråd for Facebook har besluttet at udsætte en beslutning om, hvorvidt tidligere USA-præsident Donald Trump fortsat skal være udelukket fra Facebook og Instagram.

Det er det tilsynsråd, hvor tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har sæde. Det har 20 medlemmer.

Trump blev udelukket fra Facebook og Instagram. Det skete efter højreekstremisters storm på USA's kongres 6. januar.

Det var i forbindelse med en afstemning i Kongressen, der bekræftede, at demokraten Joe Biden vandt præsidentvalget i november.

Andre sociale medier reagerede på samme måde over angrebet, som Trump blev tillagt en stor del af skylden for. Vigtigst for Trump er det, at han permanent er udelukket fra at bruge sit foretrukne medie Twitter.

Ifølge BBC skulle Facebooks tilsynsråd have taget en beslutning om Trump 21. april. Men tilsynsrådet skriver på Twitter, at det først vil ske "inden for de kommende uger". For rådet har modtaget over 9000 indsigelser og kommentarer.

Fremtrædende eksperter og civile og organisationer kalder Trump for en "tydelig og aktuel fare", skriver nyhedsbureauet AFP.

Han brugte sociale medier, og især Twitter, som en megafon i sine fire år som præsident.

Det er den hidtil vigtigste opgave, som Facebooks tilsynsråd står over for. Ytringsfriheden og national sikkerhed skal afvejes mod hinanden.

Når tilsynsrådet træffer sin afgørelse, så er den endelig og bindende for Facebook.

- Denne beslutning er enormt vigtig for Trumps fremtidige politiske ambitioner, skriver BBC's teknologianalytiker James Clayton.

Trump selv er blevet gjort næsten tavs i de måneder, hvor han har været uden Twitter og de sociale medier.

Han var som præsident vant til at meddele sig gennem Twitter. Dels når det gjaldt politiske beslutninger. Men nok så meget, når han nedgjorde politiske modstandere.

/ritzau/