Sidste søndag fandt et omfattende og vellykket tyveri mod et fransk museum sted.
Og nej; det er ikke røveriet mod Louvre.
Men tyveriet skete blot få timer efter det allerede berømte og berygtede røveri mod det parisiske kunstmuseum.
Her slog et ukendt antal kunsttyve til mod Da Maison des Lumières (Oplysningstidens Hus) i den nordøstfranske by Landres, hvor der blev stjålet omkring 2.000 guld- og sølvmønter fra perioden 1790-1840 til en samlet værdi af over 670.000 kroner.
Det skriver flere internationale medier, herunder BBC og USA Today.
Der skulle gå to dage, før tyveriet overhovedet blev opdaget.
I modsætning til søndagens dristige røveri mod Louvre, hvor nogle af de franske kronjuveler blev stjålet i museets åbningstid, holdt Da Maison des Lumières lukket, da tyvene slog til samme dag.
Først da museet, som er dedikeret til den franske oplysningsfilosof Denis Diderot, slog dørene op for besøgende tirsdag, bemærkede medarbejdere en smadret montre og slog alarm.
Ifølge en erklæring fra de lokale myndigheder blev tyveriet gennemført med »stor ekspertise og præcision«.
Hverken tyvene eller de mange guld- og sølvmønter er siden blevet fundet.
Om tyveriet har en sammenhæng med røveriet mod Louvre er ukendt.
Her brugte røverne en møbelkran og vinkelslibere til at komme ind i Gallerie d'Apollon, hvor blandt andet flere af de franske kronjuveler er udstillet.
To af de fire gerningsmænd brugte møbelkranen til at kravle op på en altan, hvorefter de brugte vinkelslibere til at komme ind ad et vindue.
Da de kom ind i Gallerie d'Apollon, truede de ifølge Laure Beccuau, der er anklager ved anklagemyndigheden i Paris, museumsvagter med vinkelslibere.
Røveriet tog blot nogle få minutter, hvorefter gerningsmændene flygtede på scootere ved 09.30-tiden.
De otte dyrebare juveler, der blev stjålet, har ifølge den franske anklager en anslået samlet værdi af 88 millioner euro – svarende til cirka 650 millioner danske kroner.
