Efter den unge svenske journalist Kim Walls død har familien oprettet en mindefond, der skal hjælpe andre kvindelige journalister med at opnå deres mål.

I den forbindelse har Kim Walls mor udtalt sig om, hvordan det hjælper hende og familien med at mindes deres datter, der sluttede sit liv på tragisk vis.

»For alle bliver det her en måde at kunne fokusere på at komme videre, i stedet for at det hele sluttede den aften i ubåden. Det betyder, at hun kommer til at leve videre,« siger Ingrid Wall til det svenske nyhedsbureauet TT ifølge Aftonbladet.

Ingrid Wall oplyser, at der foreløbigt er kommet 2.000 donationer til fonden, der drives af Kim Walls familie og venner i samarbejde med International Women's Media Foundation (IMWF).  Det første mål var at få indsamlet 100.000 dollars svarende til 600.000 danske kroner. Det beløb er næsten fordoblet, hvorfor fonden kan fortsætte med sit arbejde længere end forventet.

Ansøgere kan få et stipendie på omkring 30.000 danske kroner, som skal bruges til at lave en reportageserie. Pengene skal blandt andet dække rejseudgifter og forsikring, når stipendiemodtageren laver sin reportage.

Især forsikringen er vigtig ifølge Ingrid Wall.

»Kim har altid været forsikret, når hun har været ude og rejse, men ikke når hun var i København. København var jo bare 'hjemme'.«

Torsdag er retssagen mod den drabstiltalte raket- og ubådsbygger Peter Madsen i Københavns Byret sat til at starte. Peter Madsen har erkendt, at han har parteret Kim Walls lig, men at det først skete efter en ulykke i ubåden. Det sker, efter han af flere omgange har ændret sin forklaring over for politiet.

Du kan læse mere om Kim Wall Memorial Fund ved at klikke her.