Tusindvis af mennesker står fortsat uden for lufthavnen i Kabul, mens evakueringerne fra den afghanske hovedstad er på vej ind i den sidste fase.

Som følge af den kaotiske situation i området er vestlige lande begyndt at fragte både egne borgere og afghanere, som risikerer forfølgelse, fra andre steder i byen ud til lufthavnen.

Over 70.000 mennesker er foreløbigt blevet evakueret.

Men situationen er for mange blevet mere desperat, efter at USA's præsident, Joe Biden, har bekræftet, at evakueringerne bliver afsluttet tirsdag i næste uge.

Mange afghanere frygter, at Taliban vil genindføre et brutalt regime, som det der regerede landet fra 1996 frem til 2001, hvor det blev væltet ved en amerikanskledet invasion efter terrorangrebene i New York og Washington den 11. september.

Taliban beskyldes for at blokere vejene til lufthavnen og forsinke evakueringerne.

Ifølge Biden vil den islamistiske milits hjælpe med evakueringerne. Men der kommer blandede signaler fra deres talsmænd i Afghanistan.

Taliban-talsmanden Zabiullah Mujahid siger, at afghanerne, som er i eller ved lufthavnen, bør tage hjem, og han siger, at de vil blive behandlet ordentligt.

Men der kommer også rapporter om henrettelser og jagt på personer, der har støttet den tidligere regering.

Rusland har også begyndt en evakuering fra Kabul. Omkring 500 statsborgere fra Rusland, Hviderusland, Kirgistan, Tadsjikistan, Usbekistan og Ukraine har forladt Afghanistan i de seneste døgn.

Det russiske forsvarsdepartementet har stået for evakueringen med militærfly efter ordre fra præsident Vladimir Putin, skriver nyhedsbureauet Interfax.

Omkring 1000 afghanere har fået tilladelse til forlade landet og flyve til Rusland.

I Berlin siger forbundskansler Angela Merkel onsdag, at Tyskland også efter fristen 31. august fortsat vil forsøge at hjælpe de afghanere ud, der har arbejdet for tyske styrker og hjælpeorganisationer.

- At luftbroen afsluttes om få dage må ikke betyde afslutningen på bestræbelserne på at beskytte de afghanske hjælpere, siger hun ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Merkel understreger samtidig, at det internationale samfund må opretholde en samtale med Taliban for at beskytte de resultater, som er opnået i de sidste to årtier, mens Natos styrker har været i landet.

- Vores mål må være at bevare så meget som muligt af det, som vi har opnået i de seneste 20 år, sagde hun.

/ritzau/AFP