På baggrund af det store antal af civile blandt de dræbte og sårede holder EU's udenrigsministre krisemøde.

EU's udenrigsministre mødes tirsdag til et krisemøde om den israelsk-palæstinensiske konflikt, oplyser EU's udenrigschef, Josep Borrell.

- På baggrund af den tiltagende eskalering af konflikten mellem Israel og Palæstina og det uacceptable store antal af civile blandt de dræbte og sårede, indkalder jeg EU's udenrigsministre til et ekstraordinært møde tirsdag, siger Borrell og tilføjer:

- Vi vil koordinere og drøfte, hvordan EU bedst kan bidrage til få stoppet volden, skrive Josep Borrell på Twitter søndag.

EU's udenrigschef har tidligere manet til ro i og omkring Østjerusalem.

- Situationen med hensyn til udsættelser af palæstinensiske familier er noget, der giver alvorlig bekymring. Sådanne handlinger er ulovlige ifølge folkeretten og vil kun øge spændingerne, sagde han tidligere på ugen.

I Frankrig har regeringen i en appel til Israels leder, Benjamin Netanyahu, sagt, at magtanvendelse bør være proportional.

- Vi siger meget klart, at der må være proportioner i magtanvendelsen fra de israelske myndigheders side, hed det tidligere på ugen i en udtalelse fra den franske viceudenrigsminister, Jean-Baptiste Lemoyne.

Organisationen for Islamisk Samarbejde fordømmer Israels "barbariske aggression" mod palæstinensere."

Erklæringen, som blev offentliggjort af statslige medier i Saudi-Arabien, kræver et øjeblikkeligt stop for angreb på civile, som bliver kaldt krænkelser af folkeretten og af FN's resolutioner.

FN's Sikkerhedsråd mødes søndag eftermiddag for at drøfte udviklingen i den værste israelsk-palæstinensiske vold siden 2014.

Verdensorganisationens generalsekretær, António Guterres, siger i en påmindelse til alle sider, at ethvert angreb, som omfatter civile og medier er et brud på folkeretten og internationale love.

- Dette må undgås for enhver pris, siger FN-talspersonen Stephane Dujarric forud for krisemødet i Sikkerhedsrådet.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, sagde i en tv-tale sent lørdag, at Israel "stadig er midt i denne operation".

- Den er ikke ovre, og den vil fortsætte så længe, som det er nødvendigt, sagde Netanyahu.

/ritzau/AFP