EU's antisvindelenhed, Olaf, undersøger britiske Peter Mandelsons tid som handelskommissær.
Det meddeler Olaf torsdag ifølge Reuters.
Olaf understreger, at det ikke betyder, at der er indledt en formel efterforskning. Samtidig respekterer Olaf princippet om formodningen om uskyld, lyder det.
Det er ifølge Financial Times EU-Kommissionen, der har bedt om en undersøgelse af Mandelson, der også er i myndighedernes søgelys i Storbritannien.
- Med tanke på omstændighederne og den betydelige mængde dokumenter, der er blevet offentliggjort, bad EU-Kommissionen 18. februar Olaf om at se på sagen, siger en talsperson for Kommissionen ifølge Financial Times.
- Da der for nylig er blevet offentliggjort nye dokumenter, gennemgår vi dem og vurderer, om der er sket et brud på de relevante forpligtelser, lyder det videre.
Peter Mandelson var handelskommissær fra 2004 til 2008.
Men han er i høj grad også kendt for sin rolle i britisk politik, hvor han var rådgiver for Tony Blair og senere havde flere ministerposter.
Han havde været i magtens cirkler i Storbritannien siden 1980'erne, inden han blev udnævnt som britisk ambassadør i USA i januar 2025.
Han blev dog afskediget allerede i september på grund af forbindelser til den afdøde seksualforbryder Jeffrey Epstein.
Også i Storbritannien undersøges Mandelson - og her er processen nået længere.
Peter Mandelson er blevet løsladt mod kaution, efter at han mandag blev anholdt af betjente på sin adresse i London. Det skete på baggrund af en mistanke om embedsmisbrug.
E-mails offentliggjort i januar viser ifølge Reuters, at Mandelson og Epstein havde et tættere forhold end hidtil antaget, og at han delte information med den amerikanske forretningsmand, da han var britisk finansminister.
Sagen er blevet et politisk problem for den britiske premierminister, Keir Starmer, hvis regering var den, der udpegede Mandelson som USA-ambassadør.
Epstein døde i et fængsel i 2019, mens han afventede en omfattende retssag i New York om menneskehandel og seksuelt misbrug af mindreårige.
Finansmanden blev i 2008 dømt for handel med mindreårige piger.
/ritzau/
