Efter at USA og Israel indledte krigen i Iran, er flere luftrum i Mellemøsten blevet lukket for kommercielle flyvninger.
Sammen med krigen mellem Ukraine og Rusland og kampe mellem Pakistan og Afghanistan indebærer det, at flyselskaber i højere grad bliver tvunget ind i de samme snævre korridorer - særligt på rejser mellem Europa og Asien.
Det kan ifølge Florian Guillermet, der er administrerende direktør for Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur (Easa), have en betydning for flysikkerheden.
- Det er tydeligt, at koncentrationen af trafik på visse ruter, tilgængeligheden af luftrum for flyvekontrol og det faktum, at trafikken bruger mindre almindelige ruter, kan skabe sikkerhedsrisici, siger han til Reuters.
Direktøren understreger, at flyenes besætninger og flyveledere er trænet til at forudse og reducere risiko, men at det alligevel nogle gange er uundgåeligt at lukke luftrum eller begrænse flyvninger.
- Vi i luftfarten har midlerne til at reducere risikoen. Et af disse midler er at rydde himlen, siger han og tilføjer, at selv om det forstyrrer passagerer, forbliver det den mest effektive måde at holde trafikmængden "under kontrol til enhver tid".
Fredag fornyede luftfartssikkerhedsagenturet, der repræsenterer 31 europæiske lande, sin anbefaling om Iran, Israel og dele af Golfen frem til 10. april.
Det er særligt over Aserbajdsjan og Centralasien, at flytrafikken snævrer ind.
Ud over det trængte luftrum fremhæver Guillermet stigningen i uautoriseret droneaktivitet rettet mod civile lufthavne som en anden udfordring for flytrafikken.
Derfor mener direktøren, at der er behov for mere tydelige regler, og fortæller, at agenturet er i gang med at udarbejde klarere retningslinjer for, hvilke beføjelser der kan anvendes til at modvirke stigningen i droneaktiviteten.
- Vi står over for et meget andet landskab i dag. Så det er, hvad agenturet genovervejer lige nu, siger han og tilføjer:
- Situationen, vi står over for lige nu, er mere en slags hybridkrig.
/ritzau/Reuters
