EU afviser Ruslands krav om, at Ukraine som del af en fredsaftale ikke frit kan vælge at blive medlem af Nato eller EU.

På et pressemøde efter mødet i Det Europæiske Politiske Fællesskab i Dublin siger EU's præsident, António Costa:

- Først og fremmest er Ukraine en suveræn nation, der er fri til at vælge sine alliancer og partnerskaber.

- Europa har sendt idéen om interessesfærer i historiens skraldespand. Den kommer aldrig til live i Europa igen, siger António Costa.

Han fastslår, at det er Rusland, der med sin brug af magt kulminerende med invasionen af Ukraine har undermineret sikkerhedsarkitekturen i Europa.

- Vi er fast besluttede på at opretholde principperne om landenes suverænitet, grænsernes ukrænkelighed og den territoriale integritet.

- Vi skal væk fra brugen af magt og sikre fredelig løsning på konflikter, siger Costa.

Udmeldingen kommer, efter at Ruslands præsident, Vladimir Putin, torsdag mødte de amerikanske udsendinge Steve Witkoff og Jared Kushner i Moskva.

På mødet gjorde Putin det ifølge sin rådgiver Jurij Usjakov klart for Kushner og Witkoff, at Nato ikke kan udvides yderligere. Og at Rusland håber, at Europa vil støtte forhandlinger om en ny sikkerhedsarkitektur.

Fra EU's side mener man dog, at sikkerhedsarkitekturen er fastlagt i de eksisterende internationale aftaler, der blandt andet skal forhindre invasioner, som den, Rusland fortsætter i Ukraine.

Ifølge António Costa er EU's prioriteter i forhandlingerne "klare og uforandrede":

- Vi ønsker en våbenhvile og fri navigation i Sortehavet, der kan skabe betingelser for fredsaftale. Indtil nu har der været begrænset fremskridt i den retning.

- For indtil videre fokuserer Rusland på at fortsætte krigen. Rusland mangler at vise, at man prioriterer fred over dominans, siger António Costa.

Han fastholder, at fremtiden for europæisk sikkerhed "ikke kan diskuteres uden Europa".

- Derfor spiller Europa sammen med Nato en rolle i fredsforhandlingerne side om side med Ukraine, siger António Costa.

RITZAU