For første gang bliver Rusland nu klassificeret som et højrisikoland på EU's hvidvaskliste.

Det har EU-Kommissionen besluttet onsdag, oplyser EU-kommissær for finansielle tjenesteydelser, Maria Luís Albuquerque.

- Dette viser vores faste vilje til at beskytte integriteten af EU's finansielle system, siger Maria Luís Albuquerque.

Beslutningen betyder, at der fremover skal udvise øget årvågenhed i forbindelse med transaktioner, der involverer Rusland.

SF's medlem af EU-Parlamentet Kira Marie Peter-Hansen har været forhandler for EU-Parlamentets grønne gruppe op hvidvasklovgivning igennem de senere år.

Hun glæder sig over beslutningen:

- Det er ingen hemmelighed, at Rusland har udviklet sig til en gigantisk hvidvaskmaskine, der finansierer krig og terror.

- Derfor er det på høje tid, at de kommer med på listen, siger Kira Marie Peter-Hansen.

Beslutningen kommer på en dag, hvor Bruxelles med tre tiltag forsøgte at ramme Rusland.

Ud over at sætte Rusland på hvidvasklisten præsenterede EU-kommissær for energi og boliger, Dan Jørgensen, en aftale mellem EU-landene og EU-Parlamentet om helt at forbyde import af russisk gas.

Det skal afskære Rusland fra en del af den indtjening, der har finansieret krigen i Ukraine.

Derudover fremlagde EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, et forslag om at give Ukraine et erstatningslån på 90 milliarder euro fra de indefrosne russiske midler over de næste to år.

At Rusland bliver betegnet som højrisikoland vil også ramme Putin på pengepungen, håber Kira Marie Peter-Hansen.

- Dagens beslutning gør det sværere for Putin at drive gæk med EU.

- Rusland fører ikke kun en brutal og ulovlig krig midt i Europa, men forsøger også at påvirke EU økonomisk. Det bliver sværere nu, siger hun.

/ritzau/