Fem år.

Så lang tid har EU på at forberede sig på krig.

Det anmassende og skræmmende fremtidsscenario skulle fremgå af en militærplan, som torsdag vil blive præsenteret af Europa-Kommissionen. Det skriver Politico, der har set det 16 sider lange dokument.

»Inden 2030 har Europa brug for en tilstrækkelig stærk europæisk forsvarsposition for troværdigt at kunne afskrække sine modstandere og reagere på eventuelle aggressioner,« skulle det lyde det heri.

Politico skriver videre, at planen – The Defence Readiness Roadmap 2030 – er et vidnesbyrd om, at EU er bevidst om, at det er nødvendigt at tage et større ansvar for egen sikkerhed.

Ikke mindst på grund af Vladimir Putins seneste ageren som russisk præsident: Angrebet på Ukraine og truslerne mod Europa.

»En militariseret Rusland udgør en vedvarende trussel mod europæisk sikkerhed i en overskuelig fremtid,« skulle der stå i rapporten. 

Også Donald Trumps nye linje som amerikansk præsident, hvor han gentagne gange har udtrykt sig forbeholden om at komme Europa til undsætning, lægges til grund for handlingsplanen.

Rapporten fra Europa-Kommissionen skulle videre give udtryk for, at et samlet europæisk forsvar er ønsket.

Det er altså ikke nok, at medlemslandene – som det også er tilfældet i Danmark – opruster deres militære budgetter og køber kraftigt ind af materiel, lyder det. Det kaldes »fragmenteret« og »omkostningstungt«.

I stedet lægger Europa-Kommissionen op til, at EU-landene skal bruge mindst 40 procent af deres forsvarsbudgetter på fællesindkøb fra 2027.

Samtidig skal EU gøre sig mindre afhængig af den eksterne våbenindustri. Således ønskes det også, at mindst 55 procent af de samlede indkøb i 2028 skal ske fra producenter i EU eller Ukraine.

I 2028 skal andelen hæves til 60 procent.