EU følger nøje med i situationen i Venezuela efter USA's angreb, og EU-borgeres sikkerhed i Venezuela er unionens højeste prioritet.
Det skriver EU's udenrigschef, Kaja Kallas, på det sociale medie X, efter at hun har talt med den amerikanske udenrigsminister, Marco Rubio.
- Jeg har talt med udenrigsminister Marco Rubio og vores ambassadør i Caracas. EU følger situationen i Venezuela tæt, skriver hun.
Kaja Kallas peger samtidig på, at Venezuelas præsident, Nicolás Maduro, mangler legitimitet, men opfordrer til tilbageholdenhed i den aktuelle konflikt mellem USA og det sydamerikanske land.
- EU har gentagne gange fastslået, at Maduro mangler legitimitet, og har støttet en fredelig overdragelse. I alle tilfælde skal principperne i international lov og FN's charter respekteres.
- Vi opfordrer til tilbageholdenhed, skriver Kallas.
Venezuelas hovedstad, Caracas, og flere provinser blev angrebet af amerikansk militær natten til lørdag lokal tid.
Samtidig blev Maduro taget til fange og fløjet ud af landet, har USA's præsident, Donald Trump, oplyst på det sociale medie Truth Social.
En række lande har reageret på de amerikanske angreb på Venezuela.
Tysklands udenrigsministerium skriver i en orientering, som nyhedsbureauet Reuters har set, at det følger udviklingen "med stor alvor".
Ministeriet er i tæt kontakt med den tyske ambassade i Caracas, og et krisehold skal mødes senere lørdag for at drøfte situationen.
Spaniens udenrigsministerium opfordrer ligesom Kaja Kallas til beherskelse og til, at FN's charter bliver overholdt.
- I den forbindelse er Spanien villig til at stille sine tjenester til rådighed for at opnå en fredelig og forhandlet løsning på den aktuelle krise, skriver det spanske udenrigsministerium i en udtalelse ifølge Reuters.
I en udtalelse fordømmer Irans udenrigsministerium angrebet, skriver nyhedsbureauet AFP. Også Cubas præsident, Miguel Díaz-Canel Bermúdez, har fordømt det, han beskriver som kriminelle angreb.
Danmarks regering har endnu ikke kommenteret udviklingen i Venezuela.
/ritzau/
