EU-Parlamentet siger ja til forhandlinger om tilbagesendelsescentre
Et flertal i EU-Parlamentet har åbnet for forhandlinger med EU-landene om markante asylstramninger i EU.

Et flertal i EU-Parlamentet har åbnet for forhandlinger med EU-landene om markante asylstramninger i EU.

Der var knyttede næver og klapsalver fra højre side af salen, da et flertal i EU-Parlamentet torsdag stemte ja til forhandlinger om markante stramninger af EU's asylpolitik.
EU-Parlamentet er normalt mere skeptisk over for udlændingestramninger end EU-landene.
Men torsdag viste et flertal, at EU-Parlamentet kan være klar til at sige ja til stramninger, som tidligere har fået hård kritik i Bruxelles af blandt andre EU-Kommissionen.
Blandt forslagene, som nu får en foreløbig opbakning fra EU-Parlamentet, er tilbagesendelsescentre uden for EU.
Det har tidligere været kontroversielt i EU. Men med valget til EU-Parlamentet i 2024 rykkede Europa mod højre.
Det har givet medvind til forsøget på at stramme EU's asyl- og migrationspolitik.
Resultatet af afstemningen glæder næstformand i EU-Parlamentet Christel Schaldemose (S).
- Det er utroligt positivt, at et flertal i Europa-Parlamentet nu er klar til at forhandle om tilbagesendelsescentre.
- Det er en klar anerkendelse af den linje, som jeg, Socialdemokratiet og Mette Frederiksen har presset på for i mange år. Flere og flere i Europa forstår nu alvoren og behovet for at få styr på migrationen, siger Christel Schaldemose.
Med afstemningen er forslaget ikke endeligt vedtaget, men den viser, at der er et flertal i EU-Parlamentet, der vil bringe udlændingepolitikken i EU markant tættere på den linje, som skiftende danske regeringer har ønsket de senere år.
Moderaternes medlem af EU-Parlamentet, Stine Bosse, endte med at stemme blankt til forslaget.
Stine Bosse ønsker en fælles EU-løsning på asyl- og migrationspolitikken, men hun mener, at forslagene nu trækker for langt mod højre.
- I det her forslag er den konservative gruppe gået for langt i forsøget på at imødekomme den yderste højrefløj. Og erfaringen er, at det ikke løser noget, for de flytter bare målstolperne igen og tager endnu et skridt ud i det sorte hjørne.
- Omvendt vil jeg heller ikke stemme nej. For jeg mener, at vi har brug for en fælles europæisk løsning, skriver Stine Bosse i et indlæg på X.
/ritzau/