EU og Canada vil definere tættere samarbejde
EU og Canada er på topmøde blevet enige om at arbejde videre med idé om tættere forbindelser.

EU og Canada er på topmøde blevet enige om at arbejde videre med idé om tættere forbindelser.

EU og Canada er blevet enige om at definere, hvad "en stadig tættere tilknytning til EU skal indebære", inden de holder deres næste topmøde i 2027.
Det fremgår af en fælles udtalelse ifølge nyhedsbureauet Reuters.
I september luftede EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, idéen om, at Canada kunne få et "associeret medlemskab" af EU.
Hun uddybede dog ikke, hvad et sådant medlemskab ville indebære.
Canada og EU har i forvejen en handelsaftale, og i dag er der ikke nogen lande, der har et "associeret medlemskab" af EU.
Tyskland og flere andre medlemslande i EU er modstandere af betegnelsen og ifølge Reuters bruges den derfor ikke i udtalelsen fra parterne.
Canadas premierminister, Mark Carney, siger ifølge Reuters, at EU og Canada vil arbejde hen imod det tættest mulige partnerskab, uden at Canada bliver et fuldgyldigt medlem af EU.
Ifølge Carney er Canada blevet enig med EU om "en alliance for fremtiden". Det skal blandt andet handle om robusthed inden for områder som kunstig intelligens, energi og mineraler.
På topmødet har EU og Canada indgået flere aftaler, skriver nyhedsbureauet AFP.
Blandt andet er Canada gået med til at bidrage til EU's lån på 90 milliarder euro til Ukraine.