EU-landene har fredag godkendt en langtidsindefrysning af de russiske midler med kvalificeret flertal.

Det oplyser en EU-diplomat.

Det skete ved en skriftlig procedure, hvor 25 EU-lande sagde ja, mens to sagde nej.

Dermed tager EU-landene et skridt imod at sikre, at de russiske midler forbliver indefrosset, så de eventuelt kan bruges til et "erstatningslån" til Ukraine.

Det er håbet, at EU-landenes stats- og regeringschefer kan træffe beslutningen på næste uges EU-topmøde i Bruxelles.

Økonomiminister Stephanie Lose (V) fastslog fredag, at Danmark er blandt de lande, der støtter lånet fra de indefrosne russiske midler.

- Det er ikke en option ikke at gøre noget. Vi skal gøre noget for at hjælpe Ukraine.

- Der findes ikke en perfekt løsning, så vi må tage den løsning, der passer bedst til den nuværende situation. Det mener vi, er erstatningslånet, sagde Stephanie Lose fredag.

Hun peger på, at EU-landenes budgetter og gæld ikke vil blive tynget, hvis det lykkes at sende de russiske midler til Ukraine som et "lån".

Tanken er, at Rusland derefter i en fredsaftale skal betale Ukraine erstatning for de massive ødelæggelser under krigen.

De penge skal Ukraine så bruge til at betale Rusland tilbage for erstatningslånet.

Men det er ikke sikkert, at Rusland vil gå med til at betale erstatning i en fredsaftale, som måske bliver forhandlet på plads af USA's præsident, Donald Trump.

Derfor har Belgien bedt alle EU-landene garantere for lånet. Det vil sige, at skatteyderne i de enkelte EU-lande i sidste ende kan hænge på lånet, hvis Ukraine ikke kan betale det tilbage.

Belgien er central i spørgsmålet, fordi hovedparten af midlerne - 140 milliarder euro - er indefrosset i værdipapirdepotet Euroclear i Bruxelles.

Stats- og regeringscheferne har i teorien mulighed for at vedtage lånet med kvalificeret flertal uden om Belgien.

Men i realiteten ønsker man Belgiens opbakning for at undgå en konflikt om det enorme beløb, der svarer til over 1000 milliarder kroner.

Alternativerne til erstatningslånet er et fælles EU-lån på 45 milliarder euro med afsæt i EU-budgettet. Men det skal vedtages enstemmigt, og her ventes Ungarn at blokere.

Den sidste mulighed er, at en gruppe af lande går sammen om selv at donere pengene til Ukraine.

Men det vil formentlig igen betyde, at Danmark, Tyskland og en række østeuropæiske lande skal bære byrden, mens lande som Spanien og Italien dukker sig.

Det er også en af grundene til, at erstatningslånet er den bedste løsning, mener Stephanie Lose.

- Det er vigtigt, at Europa løser det sammen. Der er EU-lande, der har støttet Ukraine langt mere end andre EU-lande, men det her er et fælles europæisk ansvar.

- Så vi skal lave en løsning, hvor alle EU-lande tager ansvar, sagde Stephanie Lose fredag i Bruxelles.

/ritzau/