Turister skal skabe velstand i alle dele af EU.

Og det skal ikke kun ske i højsæsonen, men i løbet af hele året.

Det er hovedmålene i den første EU-strategi for bæredygtig turisme, som EU-Kommissionen fremlagde onsdag.

Turisme er en af Europas "største muligheder for regional udvikling", siger ledende næstformand i EU-Kommissionen, Raffaele Fitto.

- Med denne strategi samler vi de europæiske politikker og instrumenter for at udnytte turismens fulde potentiale.

- Vores mål er at sikre, at turismen skaber vækst og velstand i alle vores regioner, samtidig med at vi bevarer vores områders mangfoldighed og unikke identitet, siger Raffaele Fitto.

Det sidste er dog ifølge de lokale blevet udfordret i nogle af Europas mest populære rejsemål.

Eksempelvis i Barcelona, hvor de lokale mener, at Airbnb-lejligheder til turister holder de lokale ude af boligmarkedet.

Også i Italien, Portugal og Holland har der været protester mod det, de lokale opfatter som overturisme.

Det er både blevet mødt med krav om stop for nye hoteller, begrænsninger for krydstogtskibe og skat på turister.

Ifølge EU-Kommissionen er turismen dog helt afgørende for EU's økonomi.

Mens Europa ikke kan følge med USA og Kina, når det gælder opbygningen af fremtidens teknologier og de dominerende tech-virksomheder, så buldrer turismen frem i Europa.

Den tegner sig nu for 10 procent af EU's bruttoværditilvækst og understøtter mere end 20 millioner arbejdspladser i EU.

- Med EU's strategi for bæredygtig turisme giver vi turismen den anerkendelse og den plads på EU's politiske dagsorden, som den fortjener.

- Samtidig sikrer vi, at fordelene kommer virksomheder, lokale samfund og borgere i hele Europa til gode, siger EU-kommissær for bæredygtig transport og turisme, græske Apostolos Tzitzikostas.

Kommissionen vil blandt andet hjælpe rejsemålene ved at tilskynde til rejser året rundt. Samt ved at øge synligheden for turister af Europas "skjulte perler".

Det skal sprede turismen ud på flere destinationer og flere årstider for at sænke presset nogle steder og øge indtjeningen i andre regioner.

Europa tegner sig i dag ifølge EU-Kommissionen for omkring 40 procent af de internationale turistankomster på verdensplan, hvilket gør Europa til verdens førende rejsemål.

RITZAU