EU-Kommissionen giver Temu stor bøde for usikre produkter
EU-Kommissionen giver Temu bøde på 200 millioner euro for at lave utilstrækkelig risikovurdering af produkter.

EU-Kommissionen giver Temu bøde på 200 millioner euro for at lave utilstrækkelig risikovurdering af produkter.

EU-Kommissionen pålægger Temu en bøde på 200 millioner euro for overtrædelse af EU's lov om digitale tjenester.
Beløbet svarer til omkring 1,5 milliarder kroner.
Temu får bøden, fordi den kinesiske online markedsplads ikke i tilstrækkelig grad risikovurderer de produkter, der sættes til salg.
Det siger EU-kommissær for teknologisk suverænitet, Henna Virkkunen.
- Temus risikovurdering undervurderer konkrete risici, mangler konkretisering, er ikke baseret på solid dokumentation og er ikke dækkende, siger Henna Virkkunen.
Dermed risikerer forbrugere i EU at købe produkter, der ikke lever op til EU's standarder, mener EU-Kommissionen.
- Temu efterlader tilsynsmyndigheder, brugere og offentligheden i uvidenhed om det reelle omfang af den potentielle skade, som ulovlige produkter solgt på Temu udgør.
- Nu er det på tide, at Temu overholder loven, siger Henna Virkkunen.
Hun fastslår, at de oplysninger, EU-Kommissionen råder over, tyder på, at forbrugere i EU "med stor sandsynlighed" vil støde på ulovlige varer på Temu.
EU-Kommissionen har blandt andet lavet en såkaldt mystery shopping-undersøgelse.
Her blev der prøvekøbt en række produkter fra Temu.
Undersøgelsen viser ifølge EU-Kommissionen, at en "meget stor andel" af de udvalgte opladere ikke bestod de grundlæggende sikkerhedstests.
Ifølge EU-Kommissionen udgjorde "en stor andel" af det testede babylegetøj samtidig en sikkerhedsrisiko af "middel til høj alvorlighed".
Det skyldes, at legetøjet indeholder kemikalier, der overskrider de lovmæssige sikkerhedsgrænser.
Eller at legetøjet indeholder løse dele, der udgør en kvælningsfare for børn.
I henhold til EU's Digital Services Act (DSA) er store onlineplatforme forpligtet til "omhyggeligt at vurdere de systemiske risici", der er forbundet med deres tjenester.
Samtidig er de udpegede platforme som Temu forpligtet til at forhindre, at produkterne bliver solgt til europæiske forbrugere.
På den baggrund vurderer EU-Kommissionen, at Temu i kraft af de manglende risikovurderinger har lavet en "særlig alvorlig overtrædelse" af lovgivningen.
Temu har nu indtil den 28. august til at sende en handlingsplan til EU-Kommissionen. Handlingsplanen skal rette op på problemerne.
Sker det ikke på tilfredsstillende vis, så kan Temu ifølge EU-Kommissionen blive pålagt periodiske bøder.
Både Dansk Industri og Dansk Erhverv betegner bøden til Temu som nødvendig og fortjent, fordi både forbrugere og europæiske virksomheder bliver ramt af Temus fremfærd.
Bøden er dog ikke i sig selv nok, mener vicedirektør i Dansk Erhverv, Henrik Hyltoft.
- Det er afgørende, at EU i kommende lovgivning får lukket de huller, der stadig findes.
- Alt for længe har platforme som Temu kunnet oversvømme det europæiske marked med produkter, som ikke lever op til EU's regler og standarder, siger Henrik Hyltoft.
Han kalder det en "grundlæggende fejl" fra EU-Kommissionens side, at Temu får en bøde efter den digitale lovgivning og ikke efter produktlovgivningen.
- Danske og europæiske virksomheder får bøder, hvis et produkt har mangelfuld mærkning, både online og i fysiske butikker. Derfor er EU-Kommissionens brug af de digitale regler skæv.
- De digitale regler er målrettet virksomheder som Facebook og Meta, ikke platforme, der reelt fungerer som salgsled for fysiske produkter. Det allervigtigste i EU's kommende lovgivning er at rette op på forskelsbehandlingen, siger Henrik Hyltoft.
/ritzau/