Da USA's præsident, Donald Trump, torsdag samlede Board of Peace i Washington D.C. kunne man se EU's blå flag med 12 gyldne stjerner som del af bagtæppet.
Det puster til kritikken blandt en række EU-lande anført af Frankrig.
De mener, at EU-Kommissionen slet ikke burde have sendt en repræsentant til mødet.
Torsdag sagde en talsmand for det franske udenrigsministerium:
- Hvad angår EU-Kommissionen og dens deltagelse, er vi i virkeligheden overraskede, fordi den ikke har mandat fra Rådet til at deltage, sagde talsmanden til journalister i Paris ifølge Reuters.
Det skete med henvisning til, at EU-Kommissionen ifølge Frankrigs opfattelse skal have mandat fra medlemslandene, før man kan deltage i et sådant møde.
Det afviser en talsmand for EU-Kommissionen dog fredag.
- Det er kommissionens opgave at acceptere invitationer som den fra USA om at deltage i Board of Peace-arrangementet, siger en talsmand for EU-Kommissionen.
Talsmanden understreger, at EU ikke er ved at blive medlem af Board of Peace.
EU-kommissæren for Middelhavet, Dubravka Suica, deltog kun som observatør i den del af mødet, der handlede om Gaza, siger talsmanden.
Det skete, fordi EU er den største bidragsyder til palæstinenserne og derfor har en interesse i at følge møder, der berører genopbygningen.
Ifølge talsmanden havde EU-Kommissionen på forhånd orienteret EU-landenes faste repræsentanter om deltagelsen i mødet.
Der er bekymring blandt nogle lande for, at Trump reelt forsøger at lave en konkurrent til FN, som han gentagne gange har kritiseret for ikke at løse sin opgave.
Trump lancerede det særlige fredsråd ved Det Verdensøkonomiske Forum i Davos i januar, hvor ledere fra omkring 20 lande skrev under på charteret.
Medlemslande skal ifølge Trump betale en milliard dollar, 6,3 milliarder kroner, inden for tre år for at forblive medlemmer af rådet.
Som de eneste EU-lande har Ungarn og Bulgarien tilkendegivet, at de planlægger at tilslutte sig Trumps fredsråd.
Italien, Rumænien og Cypern vil deltage som observatører.
Danmark, der i årets første uger har været igennem et hårdt opgør med Trump om Grønland, er del af en gruppe af lande, der slet ikke har modtaget en invitation fra Trump til at deltage.
/ritzau/
