EU-Kommission vil lempe kvotesystem så tung industri kan udlede mere
EU-Kommissionen vil hjælpe europæisk industri med reform af EU's system for handel med CO2-kvoter.
EU-Kommissionen vil hjælpe europæisk industri med reform af EU's system for handel med CO2-kvoter.
EU-Kommissionen foreslår fredag en reform af EU's system for handel med CO₂-kvoter (ETS).
Det sker efter kritik fra industrien for, at reglerne svækker Europas konkurrenceevne.
Reformen vil give industrien mulighed for at forurene i længere tid. Samtidig får industrien til delt mere finansiering til gengæld for investeringer i dekarbonisering i Europa.
Det skal dog ikke ses som et tegn på, at EU er ved at slække på klimaambitionerne.
Tværtimod er målet at sikre både den grønne omstilling og konkurrenceevnen, siger EU-kommissær for klima, Wopke Hoekstra.
- Reformen forandrer kvotehandelssystemet til en investeringsmaskine, der vil sikre penge til den grønne omstilling, siger Wopke Hoekstra.
Han fastholder, at EU's klimamål fortsat vil blive nået på trods af reformen.
- Ændringerne er fuldt ud i overensstemmelse med EU's 2040-klimamål om en 90 procents reduktion i udslippet af drivhusgasser, siger Wopke Hoekstra.
Reformen lægger blandt andet op til, at nedsætte den årlige nedskæringsprocent for udledningerne i emissionshandelsordningen (ETS).
De vil ifølge forslaget blive sat ned til 3,1 procent fra 2031 og derefter til 1,7 procent fra 2036.
Det er en nedgang fra de nuværende 4,3 procent. Det betyder i praksis, at tempoet i reduktionerne af udslip sættes ned.
Dermed lægger EU-Kommissionen med andre ord op til at tage større hensyn til industrien og mindre hensyn til tempoet i klimaomstillingen.
Forslaget skal nu forhandles med EU-landene og EU-Parlamentet. Målet er en aftale i første kvartal af 2027.
RITZAU