Alle EU-medlemslande har givet grønt lys til, at indledende forhandlinger om optagelse af Ukraine i EU kan begynde.

Det skriver Ukraines premierminister, Julija Svyrydenko, onsdag aften i et opslag på det sociale medie X.

- Fantastiske nyheder - alle EU's medlemsstater har givet grønt lys til at åbne klynge 1 i medlemskabsforhandlingerne med Ukraine og Moldova, skriver hun og tilføjer:

- Vi er et skridt nærmere et EU-medlemskab og bevæger os støt frem mod vores mål.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har tidligere lagt pres på EU-lederne for at åbne det første forhandlingsområde i forhandlingerne om EU-medlemskab.

- Vi er fuldt ud klar til at åbne klynge 1 i EU-medlemskabsforhandlingerne - klyngen "Grundlæggende principper". Vi har brug for reelle fremskridt på dette område, skrev han i oktober på X forud for et møde i Det Europæiske Politiske Fællesskab.

EU-toppen med EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, og EU's præsident, António Costa, i spidsen har ikke sparet på udmeldingerne om, at Ukraine hører til i EU.

Det kræver dog enstemmighed blandt EU-landene at åbne de enkelte forhandlingsområder. Det har ikke været muligt at opnå, fordi Ungarn med daværende premierminister, Viktor Orbán, i front har stillet sig på tværs.

Efter 16 år som premierminister blev Orbán vippet af pinden ved et parlamentsvalg i april af sin tidligere partifælle Péter Magyar og hans oppositionsparti, Tisza.

/ritzau/