EU-Kommissionen vil torsdag fremlægge et forslag, der skal holde børn væk fra skadeligt og vanedannende indhold på sociale medier.

"Kids Act" vil indføre et forbud mod sociale medier for børn under 13 år. Og ingen personlige konti for børn under 15 år.

Det siger EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, i sin årlige State of the Union-tale onsdag.

- Vi vil følge en gradvis og differentieret tilgang. Hver aldersgruppe har sine egne særlige hensyn. Derfor vil hver aldersgruppe få sit eget skræddersyede beskyttelsesniveau, siger von der Leyen.

Hun understreger, at EU-Kommissionen har fulgt råd fra eksperter i tilrettelæggelsen af lovforslaget.

Derfor har man lavet en differentieret grænse.

- Det betyder, at fra 13-årsalderen og indtil barnet fylder 15 år, vil der kun være adgang til minikonti, der oprettes og overvåges af forældrene, med begrænsede funktioner og tidsbegrænsninger.

- Og mellem 15 og 18 år vil det være et krav, at platformene sikrer et sikkert design, siger von der Leyen.

Udspillet skal efter fremsættelsen forhandles med EU-landene og EU-Parlamentet, før det kan træde i kraft.

Von der Leyen, der selv er mor til syv, håber, at forhandlingerne vil gå hurtigt af hensyn til Europas børn.

I talen omtaler hun et konkret eksempel fra Belgien. Her tog den 14-årige pige Oléa sit eget liv for en måned siden. Det skete ifølge von der Leyen "som offer for mobning på nettet".

- Historien er så tragisk og fuld af sorg, at jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg skulle medtage den. Men Oléas mor har talt så rørende om sin datter. Og så lidenskabeligt om at forhindre, at dette sker for andre.

- Jeg vil gerne gøre hendes ord retfærdighed, så jeg vil tale på fransk, ligesom hun gjorde, siger von der Leyen.

Hun udtalte derefter Oléas mors ord på fransk, som på dansk kan oversættes til:

- Jeg er overbevist om, at uden disse allestedsnærværende netværk ville min datter stadig være her. Det er for meget, sagde Oléas mor ifølge von der Leyen.

Hvis forslaget vedtages, vil der dog vente en tung armlægning med verdens techgiganter, som har en interesse i, at algoritmerne fastholder børn og unges interesse på de sociale medier.

Men den kamp har EU vist, at man er i stand til at håndtere, siger von der Leyen.

- Vi behøver ikke at acceptere funktioner, der skaber afhængighed. Vi behøver ikke at acceptere, at børn drages ind i stadig mere ekstremt indhold.

- Vi behøver ikke at acceptere, at pigers fotos bruges til AI-genererede seksualiserede billeder, siger von der Leyen.

Hun vil derfor "vende bevisbyrden om".

- Platformene skal bevise, at de er sikre. For det handler ikke om, at vores mindreårige får adgang til sociale medier. Det handler om, hvornår og hvordan vi tillader sociale medier at få adgang til mindreårige.

- Europa har magten til at handle. Det er os, der fastsætter vores regler, ikke de store tech-virksomheder, siger von der Leyen.

RITZAU