EU har søndag meldt sig klar til at hjælpe Indien, der er rystet af en voldsom coronabølge med høje smittetal.

Det siger EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen.

- Den epidemiologiske situation i Indien er foruroligende. Vi er klar med vores støtte, skriver kommissionsformanden på Twitter.

EU samler ressourcer til hurtigt at kunne reagere på Indiens anmodning om hjælp via EU's civilbeskyttelsesmekanisme (et samarbejdssystem i EU om nødhjælp ved katastrofer, red.), skriver hun.

Janez Lenarcic, der er nødhjælpskommissær i EU, siger, at iltforsyning og andet medicinsk udstyr allerede er ved at blive indsamlet af medlemslande.

Indiens premierminister, Narendra Modi, siger, at Indien er blevet rystet af en "coronastorm" efter stigende smitte i landet.

De seneste fire dage har Indien dagligt registreret flere end 300.000 nye smittetilfælde.

- Vi havde en god fornemmelse, efter at vi håndterede den første bølge succesfuldt, siger Modi i en radiotale ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Men denne her storm har rystet nationen, lyder det.

Søndag blev der registreret tæt på 350.000 nye smittetilfælde, hvilket ifølge nyhedsbureauet dpa er det højeste antal på én dag i hele verden. Det svarer til cirka 25 tilfælde per 100.000 indbyggere.

Til sammenligning svarer Danmarks seneste smittetal på 547 til godt 9 tilfælde per 100.000 indbyggere.

I alt er der nu registreret knap 17 millioner smittetilfælde under pandemien i Indien, der har omkring 1,4 milliarder indbyggere.

Det overgås i absolutte tal kun af USA, der har registreret 32 millioner smittede. I USA sniger indbyggertallet sig dog blot op på 330 millioner.

Det kan være svært at sammenligne smittetal på tværs af lande, da der er forskellige teststrategier og sundhedsvæsener.

/ritzau/AFP