Rusland er reelt ikke interesseret i fred.

Derfor bliver EU nødt til at finde penge til at støtte Ukraines fortsatte kamp mod de russiske invasionsstyrker, og de penge skal komme fra Ruslands indefrosne midler.

Sådan lyder det fra EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen.

I en tale til EU-Parlamentet onsdag fastslår von der Leyen, at EU-Kommissionen er klar til at fremlægge det juridiske grundlag for at lave et erstatningslån til Ukraine.

- Det næste skridt er, at kommissionen er klar til at fremlægge lovteksten.

- For at være helt klar: Jeg kan ikke se et scenarie, hvor de europæiske skatteydere alene kommer til at betale regningen, siger von der Leyen.

Ifølge en talsmand for EU-Kommissionen afventer kommissionen nu alene grønt lys fra EU-landene til at fremlægge forslaget.

De indefrosne midler var ellers del af den 28-punkts fredsplan, som USA's præsident, Donald Trump, fremlagde i sidste uge.

I udkastet lagde USA op til, at 100 milliarder dollar fra de indefrosne russiske aktiver skulle investeres i amerikansk ledede bestræbelser på at genopbygge og investere i Ukraine.

USA skulle ifølge udkastet modtage 50 procent af overskuddet, og Europa skulle tilføje yderligere 100 milliarder dollar i investeringer til genopbygningen.

Et forslag, der reelt var uspiseligt for Europa.

Alle spørgsmål, som omhandler EU, er dog siden blevet forhandlet ud af udkastet, sagde Tysklands udenrigsminister, Johann Wadephul, mandag efter forhandlinger i Genève.

Dermed vil EU-Kommissionens forslag ikke vanskeliggøre fredsforhandlingerne, forventer EU-Kommissionen.

- Jeg forstår, at forhandlingerne i Genève omhandlede hele udkastet, så jeg forventer, at det har været en del af diskussionerne med USA, siger talsmanden for EU-Kommissionen.

Før Trumps fredsplan blev fremlagt, var forventningen, at EU-landenes stats- og regeringsledere skulle træffe beslutningen om at lave et "erstatningslån" til Ukraine fra de indefrosne midler på det kommende EU-topmøde den 19. december.

Den køreplan lægger von der Leyen op til at følge - trods Trumps fredsforhandlinger.

EU-Kommissionen er ved at indsamle tilbagemeldinger fra EU-landene. Håbet er inden for kort tid at få grønt lys til at lægge det juridiske forslag på bordet.

Planen blev oprindeligt mødt med modstand fra Belgien.

EU-landet, der huser de europæiske institutioner, er nemlig også hjemsted for værdipapircentralen Euroclear, hvor de russiske milliarder er indefrosne.

Belgiens premierminister, Bart De Wever, er bekymret for, at Belgien vil havne med regningen, hvis Rusland kræver pengene udbetalt.

Trods Ruslands voldsomme bombardementer af Ukraine findes der nemlig ikke et juridisk grundlag for ganske enkelt at konfiskere pengene og udbetale dem til Ukraine.

Derfor har EU-Kommissionen foreslået, at Ukraine får et "erstatningslån" fra de indefrosne midler.

Lånet skal så betales tilbage af Ukraine, når landet får erstatning for ødelæggelserne under krigen af Rusland.

Det er dog uvist, om Rusland vil gå med til at betale erstatning i en fredsaftale.

Måske i et forsøg på at dæmpe Belgiens bekymringer understreger von der Leyen i talen, at alle regler vil blive overholdt:

- En anden ting skal også være klar: Enhver beslutning herom skal træffes i overensstemmelse med reglerne i de ansvarlige jurisdiktioner og skal respektere europæisk og international ret, siger von der Leyen.

/ritzau