EU's kommissionsformand, Ursula von der Leyen, siger, at en dronehændelse sidste måned i Leipzig er et eksempel på "en ny normal" i Europa, hvor Rusland eskalerer situationen.

Udtalelsen kommer onsdag på et fælles pressemøde med Natos generalsekretær, Mark Rutte.

Pressemødet finder sted, dagen efter at Tyskland meldte ud, at Rusland var involveret i et forsøg på et droneangreb i Leipzig/Halle Lufthavn i begyndelsen af august.

- Dette var et angreb med brug af materiale af militær standard udført af russiske aktører på Den Europæiske Unions jord, siger von der Leyen til journalister i Bruxelles.

Var gerningsmændene lykkedes med angrebet, kunne det have medført tab af liv, fastslår hun.

- Europa og Nato vil ikke blot fastholde vores pres på Rusland. Vi kommer til at øge det, og vi stopper ikke, siger hun.

Hun kalder hændelsen en del af et "bredere mønster med i stigende grad farlige hændelser".

- Europæere står over for en hård sandhed, som er, at dette er den nye normal, siger hun.

Rutte siger, at Rusland opfører sig mere og mere "hensynsløst".

Hændelsen fandt sted 4. august, hvor en drone med sprængstof blev fundet nær et ukrainsk fragtfly i lufthavnen i Leipzig/Halle.

Dele af lufthavnen, som er et af Europas største fragtknudepunkter, måtte lukke ned, inden den senere kunne genoptage driften.

- Rusland var involveret i droneangrebet mod Leipzig/Halle Lufthavn i sidste måned, sagde den tyske indenrigsminister, Alexander Dobrindt.

- Vi formoder, at Tyskland er mål for yderligere russiske hybridangreb, fortsatte han.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, har afvist beskyldningen om, at Rusland står bag Leipzig-hændelsen. Han anklagede Tyskland for at have plantet beviser med det formål at give Rusland skylden.

Det har Tysklands udenrigsminister, Johann Wadephul, afvist onsdag.

RITZAU/Reuters