Det var den etårige pige Arielle Manns første familieferie. På tragisk vis blev det også hendes sidste.

Den britiske baby blev nemlig syg på det femstjernede resort Jaz Makadi Aquaviva i Egypten, hvorfor familien tog hjem før tid. 

Senere udviklede sygdommen sig, og barnet mistede livet. Nu søger forældrene svar, fortæller de til The Sun

Arielle blev syg med E. coli, der senere udviklede sig til den sjældne nyresygdom kaldet hæmolytisk uræmisk syndrom (HUS).

De skulle have været afsted i to uger, men den etårige pige fik feber, diarré, opkastning og dehydrering.

Hun blev behandlet flere gange på hotellets lægeklinik, men fordi hendes tilstand blev værre og værre, besluttede forældrene at rejse hjem til Storbritannien. 

Her endte hun på et specialiseret børnehospital, senere i koma. Tre dage senere døde pigen.

»Vi følte os fuldstændig hjælpeløse over at se Arielle lide. Jeg kan slet ikke beskrive smerten ved at miste et barn,« siger moren Jade Mann til mediet.

»Det har været en forfærdelig tid for hele vores familie, og vi ved, at vi aldrig bliver de samme igen. Vi fortjener svar på, hvad der skete med vores datter.«

Ariella var heller ikke den eneste, der blev syg. Også to andre børn på to og seks år fik alvorlige helbredsproblemer.

De overlevede begge, men er ifølge mediet fortsat ved at komme sig.