Et slik kan gøre dig høj, men det kan også have alvorlige konsekvenser. 

En ny tendens spreder sig i lande over hele verden, hvor folk slikker slimen af tudser, og nu er der opdaget flere tilfælde i Tyskland, skriver Bild.

Og der er en helt særlig årsag til slikkeriet. 

Nogle padder producerer toksiner, såkaldte bufotoxiner, som udskilles fra kirtler og ud på deres hud og skulle fremkalde en narkolignende rus, hvis man indtager det, forklarer Holger Barth, som er professor i farmakologi og toksikologi ved Ulm Universitetshospital.

Men jagten på en rus kan have alvorlige konsekvenser, advarer professoren. 

»Da det er umuligt at forudsige koncentrationen af ​​toksiner og berusende stoffer, kan der opstå livstruende komplikationer,« siger Holger Barth og fortsætter:

»Tudser bruger giften til at forsvare sig mod rovdyr. Hos mennesker kan beruselse og hallucinationer dog efterfølges af kvalme, hurtig hjerterytme, forhøjet blodtryk og endda hjertestop.« 

Tendensen er ifølge mediet startet i Australien, hvorfra den har spredt sig via sociale medier. 

I Australien bruges sukkerrørstudsen til tendensen, hvor man i USA slikker det hvidlige slim fra halsen på coloradoflodtudsen.

Det har ført til, at »forbrug af tudseslim« er blevet forbudt i USA, men de er lovlige at holde i terrarier i både USA og Tyskland.