Tre korte lysblink, så tre lange blink og igen tre korte. Det var det, der gjorde en lokal sherif opmærksom på, at noget var galt ude i nattemørket.

Nu – knap 40 år senere – viser det sig, at den mand, han den nat var med til at redde i kulden, angiveligt kort forinden havde begået en forfærdelig forbrydelse.

Det skriver The Guardian og Washington Post.

Sheriffen Harold E. Bray befandt sig den januarnat i 1982 i et fly, der fløj over bjergene i Colorado, da han fik øje på det blinkende lys under sig.

Med det samme gik det op for ham, at lysene signalerede et 'SOS', og han kontaktede straks flyets pilot, som slog alarm.

Da hjælpen kom frem til stedet, fandt de en 30-årig mand, Alan Lee Phillips, der i sin lastbil sad fast i en snedrive, mens frosten sænkede sig om ham.

Den succesfulde redningsaktion blev omtalt i flere medier – på samme tid som historien om to kvinder, der var forsvundet ikke langt derfra, også blev det.

Annette Schnee på 22 år og Barbara Jo Oberholtzer på 29 blev meldt savnet, efter de 6. januar sidst blev set vandre hver for sig nær Breckenridge, hvor de begge arbejdede.

Barbara blev sidst set omkring klokken 20 den dag, efter hun havde fået et par drinks med nogle kolleger.

Dagen efter fandt hendes familie hende ligge død i sneen omkring 15 kilometer syd for Breckenridge.

Hun var blevet skudt i brystet, og hun blev fundet liggende på ryggen.

Annette blev sidst set samme dag omkring klokken 16.45 – og hendes lig blev først seks måneder senere fundet af en dreng i Park County. Hun var blevet skudt i ryggen.

Nu – 39 år senere – mener man endelig at have opklaret sagen, og den mistænkte er ingen anden end den mand, der den nat blev reddet i kulden.

Længe forblev de to drab uopklaret, men moderne dna-teknologi førte sidste år til et gennembrud. Det resulterede i, at Alan Lee Phillips, der nu er 70 år og far til tre, for to måneder siden blev anholdt og sigtet i sagen.

Da nyheden om anholdelsen i sagen kom frem, så den tidligere brandinspektør for Clear Creek County i Colorado, Dave Montoya, indslaget og genkendte manden som ham, han den januarnat var kørt gennem kulden for at hjælpe.

»Vi endte med at samle fyren op direkte fra helvede,« fortæller han ifølge Washington Post til lokalmediet KUSA.

Dave Montoya var 6. januar på arbejde, da han modtog opkaldet om, at en person havde signaleret 'SOS' og havde brug for hjælp.

Da han kom gennem snemasserne og frem til stedet, fandt han Alan Lee Philips, der ifølge Montoya havde et blåt mærke i ansigtet og virkede en smule beruset.

Efter Phillips blev anholdt i marts, fortalte Annettes mor, Eileen Franklin, at familien havde gennemlevet '39 års helvede':

»Jeg troede, der aldrig ville komme en afklaring. Jeg troede måske, at jeg ville være væk, før jeg fik en afslutning på denne sag,« fortalte hun ifølge The Guardian til Channel 7 News:

»Jeg er klar til at tage afsted, når det er min tur nu.«

Historien melder ikke noget om, hvordan Alan Lee Phillips forholder sig til sigtelserne.