Der er umiddelbart ikke noget særligt over det. Det er blot et billede af et helt almindeligt æg på en hvid baggrund. Og dog.
For billedet af det brun-orange æg med små mørke prikker er nu det absolut mest 'likede' billede nogensinde på Instagram.
Endda med flere millioner ned til nummer to.
Dermed har det lille æg slået reality-stjernen og forretningskvinden Kylie Jenner af tronen. Hvor hendes billede af hendes nyfødte datter, Stormi, sidste år skaffede hende 18,2 millioner likes og en ny førsteplads over de mest likede billeder, er ægget nu kommet direkte ind fra højre og har fået hele 22,7 millioner likes.
Og tallet fortsætter med at stige.
Det store spørgsmål er så: Hvorfor? Ifølge det amerikanske magasin TIME er det endnu ikke lykkedes at finde ud af, hvem det er, der står bag Instagram-profilen, som blot hedder: 'world_record_egg' (verdensrekord-æg, red.).
Billedet af ægget, som blev delt den 4. januar, er desuden også det eneste, som der er blevet delt på profilen.
'Lad os sætte en verdensrekord sammen og få det mest likede billede på Instagram. Vi skal slå den nuværende verdensrekord sat af Kylie Jenner (18 millioner). Vi klarer det', står der skrevet til billedet.
Efter ægget slog verdensrekorden søndag, har personen eller personerne bag profilen i en såkaldt 'story' skrevet, at det ikke slutter her:
'Det er for vildt. Sikke en tid at være i live. Mange tak for al jeres støtte og jeres beskeder. Jeg vil forsøge at svare så mange af jer som muligt. Men lige nu har jeg brug for søvn. Det slutter dog ikke her, vi er kun ved at gå i gang.'
Efter hendes rekord blev slået i weekenden, har Kylie Jenner - med et glimt i øjet - svaret igen ved at dele en video af sig selv på Instagram, hvor hun slår et æg i stykker.
'Tag den, lille æg', skriver hun til videoen.