Den amerikanske journalist Christiane Amanpour forlader tv-stationen CNN efter 43 år.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Den 68-årige journalist har i årtier arbejdet som en af den amerikanske tv-stations mest fremtrædende internationale korrespondenter og værter.

- Efter at have tænkt grundigt over det i flere måneder og haft nogle søvnløse nætter, som I nok kan forestille jer, har jeg besluttet at stoppe hos CNN, siger hun i en udtalelse ifølge AFP.

Christiane Amanpour har gennem sin mangeårige karriere hos CNN interviewet flere af verdens mest markante ledere.

Meldingen om Amanpours afgang kommer, få uger efter at det amerikanske filmselskab Paramount officielt fuldførte købet af Warner Bros., der også inkluderer tv-stationen CNN.

Det nye selskab er ledet af David Ellison, hvis velhavende familie har forbindelser til den amerikanske præsident, Donald Trump.

Ifølge AFP har fusionen skabt bekymring om CNN's uafhængighed.

Christiane Amanpour kommenterede ikke fusionen i sin udtalelse tirsdag, men understregede, hvor vigtigt det er for hende at være uafhængig som journalist.

Amanpour startede sin karriere hos CNN i 1983, hvor hun blev ansat som assistent på den internationale nyhedsredaktion.

Hun blev for alvor et kendt ansigt blandt CNN's seere for sin dækning af Golfkrigen i 1991 og har sidenhen rapporteret fra brændpunkter som Afghanistan, Irak, Iran, Pakistan, Balkan, Somalia og Rwanda.

Under det arabiske forår i 2011 interviewede hun henholdsvis Libyens og Egyptens daværende ledere, Muammar Gaddafi og Hosni Mubarak.

Den 68-årige journalist har desuden interviewet Syriens tidligere præsident Bashar al-Assad og Venezuelas nyligt afsatte præsident, Nicolas Maduro.

Christiane Amanpour tilføjer i udtalelsen om sin afgang, at hun "ser frem til spændende nye projekter i fremtiden", skriver AFP.

I 2021 interviewede Amanpour statsminister Mette Frederiksen om navnlig klimakampen.

RITZAU