Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, og hans hustru, Olena Zelenska, er natten til tirsdag dansk tid ankommet til New York.

Der skal de deltage i verdensorganisationen FNs 81. Generalforsamling.

I et opslag på X bekræfter Zelenskyj selv, at de er landet, ligesom han både har delt et billede og en video fra ægteparrets ankomst.

»Der er planlagt omkring 20 møder, herunder med USAs præsident, europæiske ledere, amerikanske senatorer og medlemmer af Repræsentanternes Hus, ledere af internationale organisationer, førende amerikanske virksomheder og tænketanke,« skriver Zelenskyj.

»Ukraines højeste prioritet er naturligvis at bringe freden nærmere og beskytte vores befolknings liv.«

Ifølge den ukrainske præsident »foreligger der konkrete sikkerhedsforslag og tiltag til deeskalering, som kan fremskynde krigens afslutning«.

Mens Volodymyr Zelenskyj deltager under selve Generalforsamlingen, skal hans hustru deltage i flere andre arrangementer sideløbende.

»Olena vil tale til studerende og undervisere på Columbia University og præsentere resultaterne af topmødet for førstedamer og -herrer i FN-regi,« forklarer Zelenskyj blandt andet.

Tirsdag er det planen, at generaldebatten under FNs 81. Generalforsamling indledes.

Her samles stats- og regeringschefer fra hele verden i New York for at drøfte verdenssituationen.

Derudover skal en aftale om Grønland også underskrives i New York tirsdag eftermiddag.

Der vil de tre regeringsledere fra Danmark, Grønland og USA nemlig underskrive en sikkerheds- og forsvarsaftale.

Underskriftsceremonien forventes at finde sted klokken 16.30 dansk tid i FN-bygningen i New York. Det kan du læse mere om HER.